Big picture please - det er bare triathlon

Nu er der ikke meget mere end 14 dage til det går løs, og jeg er ved at være temmelig spændt! Hvis jeg tænker tilbage på, hvordan jeg har planlagt og struktureret mine dage de sidste mange måneder, for at komme bare nogenlunde tilbage i form, så er det ret uforståeligt at det er så tæt på! Det er ikke mere end seks måneder siden, at en lang løbe tur for mig, var på 5-6 km, med indlagt gang undervejs, vel at mærke. Nu er jeg der hvor jeg skal være, - i god form! Men at man med viljestyrke, selvdisciplin og en vis portion fornuft, kan træne sig op fra et absolut nulpunkt, til at være klar, lige præcis på dagen, er bl.a. det der fascinerer ved at træne! Om jeg så rammer dagen, det er en helt anden snak, men det håber jeg saftsuseme! Der er lagt mange timer i det! Men der er også mange ting der skal gå op i en højere enhed, for at få et godt Ironman-race. Jeg skal vågne op med de rigtige ben, og en dieselmotor der gider arbejde. Kroppen skal ikke brokke sig for meget undervejs, og udstyret skal bare virke. Når jeg tænker over udefrakommende faktorer der kan have indflydelse på mit race, så bliver det lige spændende nok, så det lader jeg være med! Men træningsmæssigt har jeg forberedt mig det bedste jeg kan! Jeg har ikke fået cyklet så langt og så meget, som jeg gerne ville. Det har bare ikke været muligt med to små børn, længere er den ikke. Men BIG PICTURE please. Det er bare triathlon! Når alt kommer til alt, så er det jo en vanvittig hobby at have, og heldigvis har jeg en familie der kan bære over med at jeg er vanvittig! For mig er det lige præcis dem og det, der giver det hele mening. Det er en balancegang mellem at være Stine og have en passion for ekstremsport. Samtidig med at der er noget der er meget større, og til en hver tid det vigtigste. Det kunne jo aldrig lade sig gøre, uden at have opbakning fra hjemmefronten, og det er jeg virkelig glad for! For det gør mig glad. Som forleden aften, hvor jeg efter en times hård og mega fed træning, lå i min våddragt i Søllerød Sø og kiggede op i en helt blå aftenhimmel. Med fuldstændig blankt søvand, i godt svømmeselskab, og en svømning der lige for tiden bare kører præcis som den skal. Så giver alle de mørke aftener hvor jeg bombet og træt, har slæbt mig op til Birkerød Svømmehal, pludselig mening. Det er bare livskvalitet! Og jeg er så meget oppe at køre over det, at jeg kan få helt tåre i øjnene, når jeg kommer hjem og fortæller om hvor vildt fedt det var, at svømme rundt i lunkent søvand med cirka 20 cm sigtbarhed! Der er ikke kun opbakning, men også en overbærende hovedrysten fra hjemmefronten.

 Man skal passe på med at råbe for højt om at være skadesfri, det har det med at komme tilbage med dobbelt kraft. Så nu hvisker jeg lige i stedet for, at det for første gang i mange år, er gået riiiimelig smertefrit. Jovist, ind i mellem kan jeg ikke støtte på min ene fod, fordi sener og bindevæv fra en hormonpåvirket gravid krop, ikke fik lov at komme sig helt oven på graviditeten, inden jeg begyndte at løbe for meget og for langt. Det strammer lidt til ved knæet når jeg cykler. Min lyske niver en anelse når jeg svømmer, og jeg mit skulderblad nærmest brænder, når jeg har siddet mange timer på cyklen. Men hey, motion er jo sundt, ikke? Der er ingen tvivl om at de helt alvorlige skader er blevet holdt nede, med kæmpe hjælp fra Rudersdal Sportsklinik, hvor jeg kvit og frit har lagt mig på briksen, utallige gange gennem de sidste mange måneder. Tusind tak for det! Men hvor er det dog også bare meget sjovere og træne, uden de ”forkerte” smerter. Og hvor er det bare fedt, når det kører! Tri på Tyren i Ganløse gik jo glimrende. Rudersdal Kvindetri ligeså, Open Water Swim på Amager, og senest i søndags med DM Guld på sprint distancen i AG 16-39, og en tid der rakte til en podieplacering i elitefelten, trods en elendig cykling. Sprintdistancerne sætter sig lidt i benene, og får indflydelse på de efterfølgende dages træning. Det er selvfølgelig lidt uhensigtsmæssigt at bruge krudtet på sprint, eftersom det er Ironmandistancen der er mit mål. Men hey, det er jo kun for sjov (lige bortset fra at jeg tager det ret alvorligt), og det er vildt fedt med lidt afveksling fra de lange distancer. Men det er også at samle på gode oplevelser, og få en god sæson hvor jeg ikke har lagt alle æg i samme (Frankfurt Ironman) kurv. Nu er sæsonen skudt i gang med fire gode stævner, og det er værd at have med videre. På søndag venter KMD 70.3 Aarhus og halvironman distancen. Det er liiiiidt tæt på Frankfurt, i forhold til at jeg kun har præcis 14 dage til at blive klar. Men jeg ser det som en god gang træning, og vil undlade at løbe mig selv helt i sænk på de afsluttende 21 km. Indrømmet, - hvis jeg ligger lunt i svinget til en podieplacering, så får piben muligvis en anden lyd. Men nu må vi se. Fra nu og til jeg har krydset målstegen i Frankfurt, så er det Frankfurt Ironman der har mit fokus.

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH