Race: DM holdsprint triathlon
Dato: 1. september 2012
Distance: 750 m – 20 km – 5 km
Resultat: #1 i agegroup 18-39 år

Kort fortalt:
I holdsprint er man maksimalt, og optimalt, fire på et hold, fra samme klub. Under hele racet, må der ikke være større tidsmæssig afstand end 45 sek. mellem hver enkelt på holdet. Der skal minimum være tre der krydser målstregen, hvilket vil sige, at man kan smide en enkelt mand, undervejs. Der er meget taktik i holdsprint. Det kan ikke betale sig at smide den dårligste svømmer, hvis vedkommende er stærk på cyklen, og dermed skal bruges til at trække de mindre stærke, der kan sidde på hjul. Ligeledes skal man heller ikke sætte det svageste led på cyklen, hvis vedkommende er den bedste løber, og derfor senere skal hjælpe til med at skubbe en knapt så stærk løber rundt, med en hånd i ryggen. Omvendt er man nødt til at sætte selv den stærkeste atlet af på cyklen, hvis vedkommende får en defekt, en punktering el. lign. Holdsprint distancen er så kort, at der ikke er tid til defekter. Når fjerdemanden er sat, skal de resterende tre atleter krydse målstregen sammen, uanset skader, eller svage og stærke sider. Når man kun stiller tre til start, hvilket er minimum, har man ikke den mulighed at kunne sætte det svageste led, eller den der uheldigvis skulle få en defekt. Her skal alle tre køre sammen gennem racet, fra start til slut.


Det er lidt en kunst at sammensætte det optimale klubhold, da det er en fordel at alle på holdet er jævnbyrdige, i alle tre discipliner. Vores hold bestod af Marie Pallisgaard, Lise Schultz og undertegnede. Vi stillede altså kun tre til start, da vores fjerdemand, Katrine Amtskjær, flyttede til Shanghai selv samme weekend (det er ok Katrine, du er tilgivet).


Marie Pallisgaard kørte lige som jeg selv, også Ironman i Kalmar forrige weekend, i en flot tid på 10.58. Men det udstyrede jo unægtelig også hende, med et sæt trætte ben. Lise var derfor selvskrevet til at være den, der skulle trække den største byrde på cyklen. Jeg er en stærkere svømmer og løber en Marie og Lise, hvilket betød, at jeg skulle trække på svømningen, samt give en hjælpende og skubbende hånd i ryggen på løbet, hvis der blev brug for det.


Svømningen:
Kunsten på en holdsprint, er selvfølgelig at huske på det er en holdsprint! Triathlon er normalt en meget individuel sportsgren, men denne ene gang om året, skal man stik imod al fornuft, vente på de andre. Derfor blev svømningen en smule frustrerende for mig, i det jeg skulle sætte tempoet meget ned, for at de andre kunne ”ligge på mine ben”. Hvilket i princippet giver dem samme fordel, som når man ligger på hjul på cyklen. Det er blot en anelse svære at have nogen til at ligge på ben på svømningen, og skulle sørge for at have dem med rundt, da kommunikation er en svær øvelse i og under vand. Samtidig er det vanskeligt at ligge 750 m, med en meget lav puls, velvidende at man er i gang med en sprint triathlon. De to ting hænger ikke rigtig sammen. Men der ville jo ikke være meget holdkørsel over det, hvis jeg bare blæste af sted. Og jeg var udmærket klar over, at mine tunge Ironman-ben, ville få brug for et stærkt baghjul på cyklen. Og så er holdkørsel jo lige pludselig en fantastisk opfindelse! Marie var som den svageste svømmer, også den der brugte flest kræfter på svømningen, og på den måde har man jo pludselig forskellige forudsætninger for, hvordan kroppen har det, når man hopper på cyklen.


Cykling:
Vores skifte fra svømning til cykling gik godt. Det var hurtigt og effektivt. Og det var de første 400 m af cyklingen også, indtil jeg hører en virkelig ubehagelig lyd bagved mig, af den slags man bare ikke har lyst til at høre! Der var i hvert fald ingen tvivl om Lise var punkteret. Det må man give hende. Når man skal punktere, så kan man lige så godt gøre det ordentligt! Vi havde inden start aftalt, at vi ville give det en chance, hvis vi fik en enkelt punktering. To punkteringer, så er man for længst sat helt ud af spillet. Og det er man egentlig også med en enkelt. Men vi var kun tre på holdet. Havde vi været en fjerde, var det her vi havde ladet Lise være Lise, med et fladt hjul, og fortsat medaljejagten, uden tidsspilde. Men det var jo ikke tilfældet. (Det er stadig ok Katrine – vi sendte dig en masse pæne tanker)
Tre tøser med pulsen helt oppe og ringe, det er sjældent nogen god cocktail. Tre tøser med pulsen oppe og ringe, og et fladt baghjul, - det er SLET ikke nogen god cocktail! Men vi var, hvis vi selv skal sige det, fabelagtig hurtige til at få skiftet slangen. Men Murphys lov ville, at den CO2 patron Marie havde med, ikke virkede efter hensigten. Det endte med at jeg måtte pumpe Lises dæk op, med en almindelig lille pumpe. Det er der altså ikke tid til, på en sprintdistance. Det var dog vores eneste mulighed, og der kunne min overarm med fordel have været lidt større, for det endte med et lidt suttet dæk til Lise. Så var vi næsten klar. Men af uransaglige årsager, kunne vi bare ikke få det baghjul, sat på. D-E-T  E-R  D-E-R   B-A-R-E   S-L-E-T  I-K-K-E   T-I-D  T-I-L!!! Og imens vi stod der, kunne vi både se og høre, vore konkurrenter drøne uden om os. %#%¤#(#((#(#%&%aargghh!!! Hjulet blev ved med at drille, og ville ikke gå i hak. Vi brugte vanvittig lang tid på det! Og det er bestemt ikke fordi det ikke er prøvet før.


Uden at fornærme nogen (Lise), kan jeg vist godt afsløre at Lises kæde ikke var blevet renset i sidste uge, og måske egentlig heller ikke sidste år! Vi var smurt ind i olie, da vi langt om længe var klar til, at finde et halvt hundrede ekstra hestekræfter frem. Og dem fandt vi! For der var en del hold der skulle hentes nu.
Vi skiftedes mere eller mindre til at sidde i front, men det var dog Lise der måtte arbejde mest på cyklen. Specielt på bakkerne, havde jeg en lille Ironmandjævle i hvert lår, der bare bed hårdere og hårdere, jo mere jeg forsøgte. Knoldene var i hvert tilfælde betydelig større på anden omgang, end de var på den første!


Ruten er som sådan ikke spærret af for den øvrige trafik, og selv om trafikken bliver holdt tilbage af officials, kan man godt møde en bil eller to på ruten. Det gjorde vi ikke. Til gengæld måtte vi bremse op for en Arla lastbil, hvor chaufføren syntes det var mest fordelagtigt, hvis han lige bakkede ind, af indkørslen til en gård. Håber alle de fynboer, der har nydt frisktappet mælk fra Arla Mejerierne i weekenden, har sendt en venlig tanke til vores hold, og de 10-15 sekunder det lille stunt kostede os.


Ja, vel alt i alt en rimelig vellykket cykeltur! Eller? Ja, det betød i hvert fald en ting, og det var at vi skulle løbe en hel del over evne på løbet, for at hive et dansk mesterskab hjem.


Løbet:
Igen et godt hurtigt skifte, og vi var ude på løberuten. 5 km er jo ingenting, når man to uger forinden, har taget hul på en 42 km distance i Kalmar. Men det er ikke ensbetydende med, det ikke er hårdt, for tempoet skal også være derefter. Jeg havde overraskende gode ben på løbet, men havde stadig en arrig bidende djævle i hvert lår, op af bakkerne. Det kunne dog have været meget værre. Det er i hvert fald prøvet værre! Marie kæmpede hendes kamp. Ret hurtigt lød det som om, at hun var selve djævlen  Hendes vejrtrækning vidnede i hvert fald om, at hun havde det hårdt. Men hun gjorde bestemt sit til at vi skulle vinde guldet, det var så sejt! Lise hang i, og jeg løb med en skubbende hånd i ryggen på Marie, de sidste to km. Mine lår var tappet for kræfter op af sidste bakke! For en i syv sytten hvor gjorde det bare naller!


Men det var alle anstrengelserne værd! Vi krydsede målstregen som danske mestre i agegroup 18-39 år, med et helt minut ned til nummer to, på trods af en punktering! Stor tak til Marie og Lise for godt samarbejde, og en fabelagtig præstation, da der var mest brug for det. Som hold fightede vi os tilbage i kampen om guldet – og tog det!
En speciel tak til Lise, for spændingen og de beskidte fingre!

DM Holdsprint

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH