Europamester på Ironmandistancen, AG 30-34! Det var lidt mere end jeg havde troet på. Det er stadig meget uforståeligt for mig at det gik over alt forventning. Men det er en KÆMPE lettelse at det gik godt! Og så endda SÅ godt!

For at starte med begyndelsen, så kunne jeg traditionen tro ikke sove natten forinden. For det første rædselsslagen for at sove for længe, og for det andet, så var jeg virkelig spændt og opsat på en lang og hård dag – som var DAGEN! Alligevel meget afslappet og forholdsvis cool inden start, faktisk bekymrende cool. Jeg var helt rolig omkring svømningen og løbet, men udmærket klar over at der langt fra var sat timer nok i banken på cyklen. Det kan der ikke ændres på når man står på startlinjen, men på trods af det, skulle det være min dag, og dermed nydes. Svømningen gik også fint. Som ventet vil jeg sige. Ville som altid gerne havde svømmet liiiidt hurtigere, men det gjorde jeg ikke. Det var en kaotisk start, og de første 1000 m et rent slagsmål for at komme frem. Fik flere slag på brillerne, i hovedet samt blev svømmet hen over et par gange. Det sker næsten hver gang, og betyder ikke noget for mig. Jeg er tryg i vandet, - også når jeg ikke får lov at trække vejret et par gange i træk, hvor det ellers kunne være tiltrængt. Det var fedt at ligge i vandet og høre helikopteren lige oven over, og det var fedt bare at være i gang. Frankfurt Ironman 2014 – ENDELIG! Der har været mange mørke vinter aftener hvor jeg har kæmpet mig til svømning, mere smadret end træt, og hvor jeg har haft vanvittig travlt med at komme hjem, inden der skulle ammes baby. Helt alvorligt det jeg bl.a. tænkte på da jeg svømmede. Kæmp videre Stine, - det her er dagen du har trænet til! Skiftezonen var lang, med løb op af en stejl sandbanke, inden man med adrenalinen pumpende skulle finde sin cykel blandt 3000 andre cykler. Hold lige hovedet koldt! Cyklingen er et kapitel for sig. Hvis jeg tænker over hvor vanskeligt det har været for mig at cykeltræne, så synes jeg det gik overraskende godt, med at få banket de 180 km af. Ruten havde fem gode stigninger på hver af de to omgange. Jeg finder nok ikke et løb med passende højdemeter, før jeg arrangerer mit eget på Lolland, men det var til gengæld en virkelig flot rute. Små byer, feststemning i dem alle, natur og med stigninger hvor man blev klappet op gennem en meget smal passage af flere tusinde mennesker, i bedste Tour de France stil. Selv djævlen løb med! Det giver kuldegysninger, og det alene var en stor oplevelse. Jeg havde en fornemmelse af at jeg lå blandt de første, men da der lidt utraditionelt ved et Ironman stævne var to starter (kl. 6.45 og kl. 7.00) for at få plads til alle i søen, var det umuligt at regne med noget. Jeg startede kl. 6.45 men derfor kunne der jo sagtens være et par stykker i startgruppen kl. 7.00 som havde fart på. Ved ca. 120 km kom tyske Kristin Endres bravende udenom – så der lå jeg da i hvert fald ikke nummer et længere. Hun læser helt sikkert ikke det her, så derfor kan jeg lidt forsigtigt sige at jeg tænkte ´hun ser tung ud, hun kan cykle, men hun får svært ved at løbe! Jeg havde sådan set ikke noget at have det i, men overlevelsesmetoder må man grave dybt efter, når det begynder at flimre lidt for øjnene af træthed. Jeg fik ret, hun endte som nummer fem, og løb 31 min langsommere end mig. Jeg satte cyklen med lidt tunge ben, men det giver sig selv med min cykelforberedelser. De første par km af løbet gik ok, men jeg blev hurtigt klar over at der ikke var diamanter i benene. Der skulle tænkes positivt, og efter 25-30 km skulle der også graves ret dybt. Jeg er virkelig glad for at jeg havde mit eget heppekor med. Kæmpe opbakning, - uvurderligt! Mange tak til Christian, min mor og far, Claus og Anne-Grethe. Jeg så virkelig frem til at løbe forbi hvor de stod og råbte af mig. Og de råbte højt! Temperaturen var et godt stykke over 30 grader, og det kan knække de fleste. Jeg holdte mig løbende hele vejen, og havde som udgangspunkt troet og håbet på en marathon tid omkring 3.15 og højest 3.20. Man kan ikke regne med noget som helst når man kører Ironman. Det kan gå vanvittig godt, og 2 km senere kan man være på vej til at udgå. Der kommer et tidspunkt hvor kroppen begynder at sige lidt fra – vel forståeligt nok? De sidste 10 km var jeg ved at være godt dehydreret af varmen, på trods af stort fokus på energi og væskeindtag. Jeg løber over målstregen med en marathon tid på 3.26.17, som stadig er PR med halvandet minut – og dermed vel også godkendt, selvom jeg ved at mit løbeniveau lige nu, er til en bedre tid på en mindre varm dag. Sådan blev det ikke. Samlet tid over målstregen er 9.56.04. Jeg har ikke gået tre skridt før jeg bryder tudende sammen! Jeg aner stadig intet om min nye titel som Europamester, jeg er bare helt enormt lettet! Så lettet over at det gik godt. Det er nemt nok at sige man gerne vil køre Frankfurt Ironman 10 måneder efter man har født, og melde sig til to måneder før man har født! Noget andet er at gøre det! Alle de tanker, planlægning, timer og energi der er lagt i at kunne krydse målstregen. Det er et stort arbejde, og det har også være større end jeg havde regnet med, som mor til to små børn. Jeg tudede og jeg tudede, og da Christian kom hen til mig, tudede jeg lidt mere! Da jeg var færdig med det, og også havde fået kram af resten af mit heppekor, samt fået bekræftet at ingen i startgruppen kl. 7.00 havde været hurtigere, så græd jeg lige lidt igen! Europamester med 8 minutter ned til nummer to, med de træningsforudsætninger jeg har haft hen over vinteren. Kan jeg være andet end godt tilfreds? Nej! Det skulle fejres, men på vej hen på restauranten opdager jeg at jeg har det ret dårligt. Jeg dejser faktisk om, bliver svimmel og tæt på at miste bevidstheden. Christian får mig derfor ret hurtigt med i en taxa tilbage til målområdet, hvor jeg i løbet af ingen tid ligger med saltvandsdrop i begge arme. To en halv liter saltvand og små to timer senere begynder jeg at blive menneske igen, og jeg kan komme tilbage til de andre og få en smule at spise.

Og nu bliver den rigtig svær! Europamester og Hawaii kvalifikation. Hawaii er min helt store drøm, også selvom det allerede er prøvet. Jeg vil SÅ gerne tilbage igen. Alligevel har jeg sagt nej tak til mit Hawaii slot 2014. Why? ´Triathlon-Stine´ er gået i sort utallige gange siden hun sagde nej tak, fortrudt det inderligt, og ønsket beslutningen kunne tages om. I mellem mine udfald kan jeg se fornuften. Der er lang vej i bil til Frankfurt, og Christian og jeg havde mere tid at snakke i, end vi har haft de sidste par år. At køre Ironman som småbørnsmor, er et projekt for hele familien – om jeg så valgte at træne om natten. Igen, det er ikke selve dagen der er en udfordring, det er vejen dertil, specielt når det ikke handler om at gennemføre, men om at gøre det godt. Ydermere så oplevede jeg for første gang at ´gå i gulvet´ pga. dehydrering og udmattelse. Jeg har svært ved at forsvare at jeg lå på båren, mere eller mindre bevidstløs, med to små trolde derhjemme, den mindste på 10 måneder. Ikke at det bliver mere i orden af at de bliver ældre, men helt ærligt! Man vinder et Hawaii slot, og ikke en flybillet til fire mennesker, samt fjorten dages hotelophold og ferie fra jobbet. Altså ikke uden konsekvenser for resten af familien. Sidste gang var Caroline med, 1 år gammel. Det var også en udfordring at få vendt hendes døgnrytme på relativt få dage, og i princippet havde hun nok haft mere glæde af Furesøbadet end Hawaii, i hvert fald hvad transporttiden angår. Det samme gør sig jo gældende nu for Mathilde. At tage dem med vil tage for meget fokus fra selve racet, men at være væk fra dem så længe i år, vil også tage mit fokus fra racet, og være hårdt for alle parter. At dømme på deres reaktion efter jeg har været fem dage i Frankfurt, så giver beslutningen også virkelig god mening. Jeg har kvallet til Hawaii i to ud af to forsøg – jeg kommer til Hawaii når mine forudsætninger er en lille smule mere optimale. Hilsen Europamesteren.

Europamester på Ironmandistancen

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH