​En graviditet er ikke nogen børnefødselsdag, og en Ironman er ikke det rene barnemad, men hvad skal man vide, når man som triatlet har besluttet sig for at få et barn. Ni måneder eller egentlig 40 ugers træningspause? Aldrig triatlon igen derefter? www.itriathlon.dk spurgte Ironmum Stine Møllebro om triatlon og graviditet.
 

En fødsel er uden tvivl ekstremsport for kvinder
Vi starter med et typisk mandespørgsmål: Hvad er hårdest – en fødsel eller en ironmankonkurrence?
Jeg vil til hver en tid hellere køre en Ironman end at skulle føde. Men nu var min datters fødsel også en langsommelig og meget hård proces. I princippet kunne jeg have kørt tre ironmandistancer på samme tid, som jeg brugte på at få hende ud, og nok heller ikke været nær så træt efterfølgende!
Ydermere kan jeg også forberede mig lidt anderledes til en ironman, hvor jeg for det meste har en rimelig kontrol med kroppen under hele forløbet. Og når jeg krydser målstregen; Ja, jeg er sulten, træt og øm, men er da stadigvæk i stand til at gå. Samtidig med at jeg i hvert fald forholdsvist hurtigt er oven på igen og ivrig efter endnu et race.
Det kick fik jeg ikke ligefrem efter at have født. I det øjeblik kunne jeg tværtimod godt have brugt et sæt tvillinger, så det havde været to fluer med et smæk. Der er selvfølgelig også noget smukt ved at være gravid og at føde. Men det med ikke at kunne bruge kroppen som jeg er vant til, ikke at kunne træne som jeg plejer, og i det hele taget ikke kunne sætte sig et sportsligt mål i en lang periode samt lade kroppen køre sit eget show, bliver nok aldrig rigtig mig. En fødsel er uden tvivl ekstremsport for kvinder. At resultatet så er en guldklump, der på alle måder overskygger anstrengelserne, er vel netop grunden til, at mange gør det igen. Det er absolut det hele værd!
 

Hvor meget og hvilken slags motion klarede du under graviditeten? Nu er en graviditet jo lidt inddelt ligesom triatlon med sine tre trimestre.
Jeg fortsatte faktisk med at træne i samme omfang, som før jeg blev gravid. Så længe det kunne lade sig gøre. Men selvom der ikke var nogle synlige tegn på graviditet, så var jeg allerede fra starten af 1. trimester ikke i tvivl om, at vi var to, der skulle dele den ilt, jeg indåndede. Jeg skulle hive en del mere efter vejret, specielt på løbet, og det gør jo naturligvis lidt ved både fart og tempo – og oplevelsen ikke mindst.
Cykling og svømning fungerede fint, men jeg stoppede ret brat med vintercyklingen, efter jeg blev overrasket af isslag og tog et rigtig flot styrt. Jeg synes, det blev for risikabelt også at cykle i klubregi i store grupper, hvor man ikke skal være meget uopmærksom, før det kan ende galt. Så i stedet begyndte jeg at køre en masse dobbelttimer i spinning til langt ind i 2. trimester.
Midt i 2. trimester måtte jeg stoppe med at løbe. Det jog og nev i maven, og selv jeg, der har en tendens til at ignorere kroppens signaler, forstod, at det var på tide at sætte løbeskoene væk. Der var andre at tænke på end mig selv. Sådan kan man jo blive så fornuftig. Men det var virkelig hårdt. Jeg var grøn af misundelse over at se alle dem, der løb foråret og sommeren i møde. Men jeg fik stadig trænet godt to timer dagligt frem til starten af 3. trimester.
Træningen bestod bare af en frygtelig masse svømning, spinning og igen landevejscykling, nu vejret var blevet bedre. Maven var begyndt at være lidt i vejen, og to gange sidst i 2. trimester begav jeg mig ud på MTB i håbet om, at det kunne lade sig gøre, men jeg nåede ikke længere end ned til enden af vejen. Det var håbløst, fordi benene ikke kunne komme til at træde rundt pga. maven. Så jeg satte min MTB i kælderen og satte mit styr på enkeltstartscyklen yderligere op. Jeg ved ikke, hvad den lignede – ikke noget kønt aerodynamisk set-up i hvert fald, men jeg kunne cykle lidt videre. Jeg cyklede en del hen over sommeren, som var starten på 3. trimester. Primært alene eller sammen med min kæreste Christian. Men da vi nåede dertil, hvor han skulle til at skubbe mig de sidste 10-15 km hjem hver gang, fordi det hele begyndte at spænde til rundt omkring maven, så var det også slut med det.
Så fra starten af 3. trimester var jeg nede på en til halvanden times træning næsten dagligt bestående af spinning eller svømning. Jeg kørte ikke dobbeltimer i spinning længere, det var blevet for meget. Til gengæld fungerede svømningen fra start til slut om end med enkelte forbehold: ingen svømmefødder, ingen benserier og intet butterfly. Jeg levede nu også helt fint med det sidste – det er mere fornemmelsen af at være begrænset i sine bevægelsesmuligheder, der kan være lidt belastende. Det var også slut med crawlvendinger, da jeg havde to måneder tilbage af min graviditet. Det var umuligt at folde sig sammen på det tidspunkt, og på en 25 m bane kan det godt blive et meget langt træningspas med ”kone-vendinger”. Men jeg kunne svømme, og det var dejligt.
Sidste halvanden måned af min graviditet svømmede jeg 3.000 – 3.500 meter, om ikke dagligt så hver anden dag. Og samme dag som det store fødselsshow startede havde jeg tilbagelagt 3.000 meter om morgenen.
Dybest set var jeg virkelig heldig at have en fuldstændig ubesværet graviditet uden store gener. Men jeg tror heller ikke, man skal undervurdere det at holde sig i god form. Det gør bare mange ting lettere. Samtidig var jeg en smule nervøs for, hvordan de ”obligatoriske” otte ugers pause efter fødslen skulle gå, for jeg mindes ikke, at jeg nogensinde har haft så lang en pause. Har det været helt galt, er der måske gået to dage mellem et træningspas til det næste. Men aldrig 8 uger.
 

Så hvordan fortsatte det efter fødslen? Hvordan så “genoptræningen” mere præcist ud de første uger derefter?
De første par uger gav fuldstændig sig selv. Først og fremmest fordi jeg fra det ene øjeblik til det andet var landet i en helt anden verden som mor med en baby på armen, som jeg jo dybest set ikke havde forstand på. Der var rigeligt at se til! Der ud over var bare det at gå en lille bitte tur en stor udfordring for enkelte dele af kroppen. Men efter at have vænnet mig lidt til min nye rolle og fået lidt kontrol over kroppen igen, begyndte abstinenserne efter fysisk aktivitet at melde sig på trods af et markant søvnunderskud. Jeg ringede til min læge og ”bad ” om grønt lys til at tage til spinning. Det fik jeg, såfremt jeg overhovedet kunne sidde på sadlen samt lovede at tage det meget stille og roligt og stoppe, hvis noget føltes unormalt.
Så med en yderst fleksibel kæreste, der kom tidligt hjem fra arbejde, så jeg kunne nå en spinningtime, der nogenlunde passede med, at Caroline sov til eftermiddag, kunne det lade sig gøre. Jeg var fuldstændig pakket og klar, når Christian kom hjem fra arbejde, og med et high five i døren var jeg hurtigt af sted til træning. Jeg havde min telefon liggende ved siden af cyklen i tilfælde af, at Caroline skulle vågne og have brug for mad. Jeg ville kunne være hjemme på syv minutter. På trods af at mine tanker størstedelen af spinningtimerne var hjemme ved min datter, som jeg jo aldrig havde været væk fra en hel time, så var det intet mindre end en befrielse at bruge kroppen aktivt igen! Virkelig fantastisk. Om jeg tog det roligt, vil der nok være delte meninger om, for jeg var jo sådan set stadig i rimelig form efter at havde trænet hele graviditeten. Så er det svært at lade være. Men efter en fødsel er der alligevel bare visse ting, der giver sig selv. Til gengæld var musikken dårligt stoppet, før jeg igen var hjemme, hungrende efter at være sammen med min datter. Så var navlestrengen heller ikke længere!
Ved det obligatoriske otte ugers tjek hos lægen, hvor han kontrollerer, at alt er, som det skal være, havde jeg kun en ting for øje – og det var at få lov til at løbe og svømme igen. Af samme grund havde jeg bestilt tid til otte ugers tjek efter syv uger. Hvis nu alt allerede var ok, var der jo ingen grund til at vente en hel uge ekstra. For udenforstående lyder det vanvittigt, og det er det måske også? Ikke desto mindre havde jeg virkelig glædet mig til at løbe igen.
Så jeg havde pakket mit løbetøj ned under barnevognen og taget det med op til lægen. Da han sagde god for, at jeg så småt kunne begynde at løbe en lille smule, skiftede jeg straks til løbetøj ude på lægehusets toilet og løb med Caroline liggende i barnevognen en god omvej hjem fra lægen. Nogle ville have kaldt det for en løbetur, andre ville nok ikke kunne finde ord. Men uanset hvordan det har set ud, så var det skønt. Løbeture blev hurtigt til den måde, jeg slappede af på i løbet af dagen. Når Caroline alligevel skulle sove, så løb jeg en tur med hende liggende i barnevognen. Hun har fået sig et par rysteture, men hun sov godt, og hjemme igen havde hun en glad mor. Ofte havde tiden nok været givet bedre ud, om jeg også havde fået lidt søvn i løbet af dagen, men jeg fik mere overskud og energi af frisk luft og motion. Og det blev kun bedre af at mærke, at formen langsomt var på vej tilbage.
Svømningen startede jeg også med efter det otte ugers lægebesøg. Det kunne jo i sagens natur kun foregå med klubben sent om aftenen, når Christian var hjemme fra arbejde. Det var til gengæld hårdt at komme tilbage til, selvom jeg i princippet kun havde holdt otte ugers svømmepause. Men pludselig lå jeg helt anderledes i vandet uden en kæmpe mave, og det tog lang tid, inden det rigtigt begyndte at fungere igen. Samtidig var det også hårdt at komme af sted så sent på aftenen. Jeg var træt, træt, træt! Så meget nattesøvn fik jeg heller ikke.
Enkelte gange har jeg holdt på parkeringspladsen ved Bellahøj Svømmestadion og helt seriøst overvejet at lægge mig om på bagsædet for at sove i stedet for at gå ind og svømme. Tænk sig, halvanden time helt for sig selv. Ingen der kræver at få mad på første skrig, ingen der forventer noget – men derimod halvanden times fred og ro. Det endte hver gang med, at jeg få minutter senere hoppede i vandet – man er vel indbegrebet af selvdisciplin!


Havde du specielt tøj til dine motionstimer? Maven vokser jo efter 20 uge.
Jeg var nødt til at anskaffe mig en gravid-badedragt med ekstra plads til maven og en tiltagende stor barm. Mine egne svømmedragter kunne jeg ikke være i allerede meget kort inde i graviditeten. Da sommeren nærmede sig, og åbent vand sæsonen startede, kunne min egen våddragt ikke komme længere end til over knæene. Det lyder sjovt – men det er det IKKE!
At træne dagligt og alligevel blive lidt tykkere dag for dag. Uhhh! Jeg lånte mig frem til en våddragt, der tidligere have været brugt til ”tyk-mave” svømning, og således kunne jeg være med i hele åbent vand sæsonen, som sluttede fire uger før min termin. Det var bare lykken. Til et af mine sidste jordemoderbesøg fik jeg at vide, at svømning jo var rigtig godt for gravide, hvis jeg altså havde overskud til det. Jeg undlod at fortælle, at jeg kom direkte for morgentræning i Davinde Grusgrav, og at det i øvrigt var derfor, jeg lugtede lidt underligt af stillestående vand!
Jeg cyklede ikke udendørs, da jeg var blevet så stor, at tøjstørrelsen var et reelt problem men op til kunne jeg næsten mærke fra gang til gang, hvordan det strammede mere og mere til. Til spinning var der også et lille stykke med bart på maven til allersidst. Men til gengæld var jeg også på det tidspunkt nødt til at sætte styret meget højt op for at have plads til det hele. Så jeg tror egentlig ikke, der var nogen, der så noget bar hud, fordi resten af min krop skyggede så udmærket for det!


Ligger man bedre i vandet med “mere” mave?
Man kan i hvert fald godt glemme alt om rotationsøvelser! Selvom man er vægtløs, så er bevægelsesmulighederne indskrænket. Men jeg vænnede mig til det, og jeg vænnede mig også til ikke at kunne lave vendinger, om end det gør det vanskeligere at følge med til klubtræning, når man skal sætte adskillige sekunder til i hver ende for at få vendt sit corpus i den rigtige retning og heller ikke kan sparke fra kanten med for meget kraft. Til gengæld var det en meget underlig oplevelse at hoppe i vandet igen otte uger efter fødslen. Jeg kunne slet ikke finde balancen, og arme og ben arbejdede på ingen måde sammen i rotationen. Der gik lidt tid, inden jeg fik vandfølingen tilbage, med tolv kilo mindre på kroppen.
 

Brugte du kompressionsstrømper?
Det gjorde jeg så længe, jeg kunne løbe, hvilket var frem til og med 20. uge i graviditeten. Men det var ikke pga. graviditeten som sådan. For den var heldigvis uden så mange gener. De kom først til sidst, da det blev rigtig tungt! Væske i kroppen var også kun et problem, da jeg begyndte at træne mindre, eller i perioder hvor jeg ikke havde tid til at bevæge mig så meget. Så de dage hvor jeg havde meget stillesiddende arbejde, møder osv, samt de gange jeg var ude og flyve, anvendte jeg kompressionsstrømper pga. graviditeten.

Graviditet og træning

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH