En Ironman er en udfordring, men en Ironman et år efter, man har født, er bestemt en endnu større udfordring. Og når man så også bliver nr. 1 i sin aldersklasse og snupper billetten til Hawaii, så behøver man ikke sige så meget mere. På www.itriathlon.dk har vi snakket med Stine Møllebro eller Ironmum, som hun nu kalder sig på et kendt socialt netværk. Hun er en klassisk powerkvinde.


Hej Stine, du blev nummer 1 i din aldersgruppe F30 og samlet nummer 5 med 9.47:11 ved Ironman Kalmar. Hvad er din raceanalyse?

Nr. 5 i Pro klassen/ Nr. 1 i AG 30-34 år: Stine Møllebro 9:47:11 (56:32 – 5:14:09 – 3:27:00)


Den kunne godt blive lang. Men for at gøre det kort, så kom jeg dybest set uden forventninger og uden at vide 100 procent, hvor jeg var formmæssigt. Jeg kørte efter min fornemmelse i kroppen og ikke efter pulszoner. Det kunne selvfølgelig godt være blevet farligt, men jeg følte nu, at jeg havde rimelig styr på det. Jeg var lidt bekymret for cykeldelen. 180 kilometer virker umiddelbart lidt langt, når man ikke har fået sat så mange lange ture i banken. Men fra jeg var ikke nået langt ud på ruten, før jeg kunne mærke, at det var min dag.
Det kørte bare.


Det samme på løbet. Jeg følte virkelig, at jeg havde gode ben, og jeg var lidt nervøs for, om det var for godt til at være sandt. Mine kilometertider fortalte mig, at jeg burde sætte tempoet ned for at holde hele vejen. Men benene sagde noget andet, og i særdeleshed var hovedet fuldt ud tilfreds med tingene, som de kørte. Jeg krydsede fingre for ikke at gå kold, og så sørgede jeg for at få masser af energi indenbords. Og det holdte hele vejen. Okay, ved 38-39 km, der ville jeg sådan set gerne i mål. Der var der ved at være udsolgt. Men det var simpelthen bare et super fedt race for mig. Det var min dag!


Du tabte ret meget tid i T1 og T2. Hvorfor? (5:01 og 4:27, red)
I T1 var jeg alt for fumlende. Jeg skulle have alt for mange ting med i mine lommer, af proviant og ekstra slange – ud over den, jeg havde på cyklen. Det tog bare alt for lang tid. Der er helt klart plads til forbedring, så mit T1 kan blive knivskarpt på Hawaii. Det er bare for dumt at bruge så lang tid på at skifte. I princippet kunne det jo have kostet virkeligt dyrt. Jeg var udmærket godt klar over, jeg havde”hygget” lidt for meget i T1. Så i T2 var jeg af samme grund forholdsvis hurtig! Men jeg skulle bare tisse helt vildt! Det var det, jeg brugte lidt ekstra tid på i T2, så der er jeg lidt mere lovlig undskyldt? Eller hvad? (når man har snuppet kvalifikationen for Hawaii, er det egentlig lige meget, red.)


Hvorfor blev det egentlig Kalmar? Hvad var dine alternativer?
Det blev Kalmar, fordi det lå lige rundt om hjørnet. Både geografisk og tidsmæssigt. Det var meningen, at jeg kun skulle køre Øresund halvironman i juli. Men et par dage før Øresund Triathlon, så jeg at der var udloddet 40 ekstra slots i Kalmar. Umiddelbart var det jo en oplagt mulighed, nu min form var ved at være nogenlunde på plads. Så efter at havde snakket det igennem hjemme, fik jeg grønt lys for at køre i Kalmar og bruge hele sommeren på at træne. Da så Christian havde tænkt over det et par dage yderligere, synes han også lige så godt, han kunne køre i Kalmar, når sommeren alligevel skulle tilpasses træningen.


Nr. 18 i AG 30-34: Christian Uttrup 9:17:12 (54:50 – 4:57:45 – 3:18:31)


Under Øresund Triathlon, hvor jeg gik gruelig kold på løbet efter for lidt energiindtag på cyklen, bandede jeg godt nok mig selv meget langt væk over at have meldt mig til den dobbelte distance få uger senere. Men i virkeligheden var jeg jo i kanon form. Øresund Triathlon var bare lige en reminder om ikke at lade sig rive med af stemningen og glemme alt om energi og væske. Det kostede dyrt!
Du kommer fra svømmesporten og var med 56 minutter en af de hurtigste kvinder i vandet. Hvordan var svømmestarten for dig, og hvor meget træner du svømning per uge?


Jeg oplevede ikke selv min svømning som god. Eller i hvert fald ikke god nok. Det er min stærkeste disciplin, og jeg havde i mit stille sind en målsætning om, at jeg naturligvis gerne ville have været første kvinde oppe af vandet. Ikke fordi det samlede set betyder så meget, men det ville have været en lille personlig sejr. Omvendt var det heller ikke så vigtigt, at alt bare skulle satses på det. Trods utallige åben vands konkurrencer var jeg faktisk lidt små nervøs for svømmestarten. Ikke for at blive presset under vand eller ende i ”vaskemaskinen”. Den skulle jeg nok komme ud af! Men jeg var nervøs for at få slag og spark på kroppen, der kunne ende min Ironman, allerede inden den var begyndt. Til at starte med havde jeg placeret mig i startgruppen, der svømmer hurtigere end 55 minutter. Men der var alligevel mange andre, der mente, de også kunne svømme på den tid. Pro´erne stod lige ved siden af, og de var jo knapt så mange. Så jeg listede forsigtigt hen så jeg stod mellem Pro´erne, og gruppen på 55 min. Af en eller anden grund mente jeg , at Pro´erne ville svømme stærkere end mig. Hvilket en del af dem jo helt klart også gjorde. Men ikke alle.


De første 800-1000 m brugte jeg på at komme udenom, indenom, under, over alle dem der lå foran mig. De svømmede slet ikke, som jeg havde forventet, og det var en stor fejl ikke at stole tilstrækkeligt på egne evner. For alt andet lige så giver det en lidt kaotisk svømning, når man ikke bare kommer af sted fra starten af. Omvendt vil jeg ikke sige mig fri for at kunne finde på det samme på Hawaii. Alene af den grund at jeg vil være hamrende nervøs for at få slag, der vil gøre mig ”ukamp-dygtig”. På den anden side så er Hawaii uden våddragt, hvilket er en stor fordel for mig. Jeg tror lige, jeg skal tænke lidt mere over den taktik!


Hen over vinteren/foråret har jeg svømmetrænet 1-2 gange i Bellahøj med Tri4, cirka 3-4 kilometer. De første mange gange var bare afsindig hårde efter at havde været væk fra vandet i et godt stykke tid. Dels pga. Carolines fødsel og dels pga. meget lidt kontinuitet i svømmetræningen. Jeg syntes faktisk, at jeg i et forsøg på at følge med har haft en blodsmag i munden til de fleste træningspas i vinteren over. Men langsomt er jeg kommet tilbage på nogenlunde niveau. Hen over sommeren har jeg kun trænet udendørs. Primært ved Amager Strandpark. Der er simpelthen ikke noget bedre end en våddragt og oceaner af vand!


Du var også den bedste danske kvinde. Det ikke første gang, du står på den øverste podieplads, vel?
Jeg vil mene, Kalmar er min største præstation til dato. Jeg har ikke lige på stående fod styr på de danske mesterskaber i agegroup klassen. Men jeg har da været på podiet et par gange. Nu skal jeg passe på, hvad jeg siger, men jeg plejer at være blandt de første kvinder oppe af vandet, men så har cykling og løb egentlig været pest eller kolera. Jeg har ikke været speciel stærk i hverken det ene eller andet. Og det har da helt klart kostet mig en sejr eller to. Men jo, jeg har da været på podiet rundt omkring. Det kan jeg også fint leve med. Det er slet ikke så tosset at stå deroppe!


Du fik barn i slutningen af 2011. Hvor længe brugte du til at komme på dit gamle træningsniveau?
Jeg havde svømmet 2500-3000 meter stort set hver anden dag i sidste trimester af min graviditet, fordi det var det eneste, jeg kunne uden gener. Men det betød jo også, at jeg var i rimelig form omstændighederne taget i betragtning. Jeg begyndte til spinning igen, da Caroline var fem uger gammel. Det var forholdsvist hurtigt, og jeg fik besked af lægerne, om at tage det meget stille og roligt!
Men jeg havde bare så meget brug for at få brugt kroppen og få smidt en masse kilo. Trods søvnunderskud og en hverdag, der var vendt op og ned, savnede jeg mine små daglige adrenalin fix! Så snart jeg fik grønt lys til at løbetræne igen otte uger efter, begyndte jeg på det. Og det blev jo igennem Frederiksberg Have og Søndermarken med barnevognen. Når Caroline skulle sove til middag, løb jeg med hende. Det var min måde at få et lille pusterum på. Jeg ville bare være blevet endnu mere træt af at lave ingenting. Og svømningen begyndte jeg også med otte uger efter fødslen.


Alt sammen i det små. Og for en gangs skyld havde jeg det fint med ikke at skulle træne hver dag. Jeg var jo trods alt lidt presset på andre kanter. Det pludselig at stå med et lille barn, var jo stadig en ret stor mundfuld. Men jo bedre form man kommer i, jo mere har man også lyst at træne. Og pludselig vil mere have mere. Min form var vel nogenlunde tilbage i midten af april, hvor jeg satte PR på ½ maraton med 9 minutter!


Var kvalifikationen planlagt? Du skulle jo vinde din AK.
Jeg ville gerne sige, at det var mit mål, at jeg gik efter det og fik det! Men det er langt fra tilfældet. Hjemmefra havde jeg naturligvis tjekket mine konkurrenter ud. Men af top 10 sidste år var der seks atleter med, som alle havde kørt under 10.30 eller 11 timer. Det kan jeg ikke helt huske nu. Men i hvert fald var det jo totalt urealistisk for mig. Så Ironman i Kalmar var mere min personlige kamp og min måde at bekræfte over for mig selv, at jeg sagtens kan blive mor, være mor og holde fast i mig selv på samme tid. Jeg kendte jo praktisk taget heller ikke mit egentlige niveau. Jeg havde en fornemmelse af slet slet slet ikke at have trænet nok. At der grundet tidspres og skader, baby og bleer ikke havde været nok mængde i min træning. Her tænker jeg specielt på lange krydspas. Og jeg var min egen træner. Det var også nyt. Træningen var delvist lystbetonet og hundrede procent skræddersyet til min hverdag.


Jeg var godt klar over, at jeg lå blandt de første kvinder overall, men det er jo svært at vide, hvem der præcis er foran. Om det er Pro´er eller nogen fra agegroupen. Og for at være ærlig, tænkte jeg ikke en eneste gang på ruten, at jeg var i gang med at kvalle til Hawaii. Jeg nød bare at være flyvende. Det var først efter et bad og noget mad, at jeg tjekkede min telefon og fik fornemmelsen af, at der var et par stykker, der havde fulgt med hjemmefra stuen, og som havde virkelig godt styr på min placering.


Hvad er målet på Hawaii nu? Bare en god dag eller mere?
Jeg skal have en god oplevelse og en god dag! Men jeg holder først badeferie, når jeg har krydset målstregen! Jeg vil helt sikkert gerne gøre det godt. Det er der ingen tvivl om.
Jeg har dog aldrig konkurreret i så meget varme før. Jeg er meget spændt på, hvordan min jeg reagerer på det. Naturligvis vil jeg gerne gøre det godt! Omvendt har jeg det også sådan, at jeg bare skal over den målstreg. Om jeg så punkterer tre gange, – så må jeg skifte slange tre gange. Og hvis jeg ikke kan løbe, så må jeg hoppe på tungen. Jeg SKAL igennem. Det er Hawaii Ironman! Det er stort for mig!


Kommer barnet (Caroline) med til Kona, eller skal hun se det hele sammen med faren på nettet?
Caroline og Christian skal følge med fra sidelinien! De skal helt sikkert med. Det er langt at flyve med Caroline, men det ville være tosset ikke at få den oplevelse sammen, når vi nu har muligheden. Det ville være fladt for Christian at sidde hjemme i stuen, og det ville være fladt for mig at krydse målstregen uden Caroline og Christian at dele det med.


Hvor kommer du fra, og hvad laver du, når du ikke dyrker triatlon?
Jeg er fra Jyderup. En lille by mellem Holbæk og Kalundborg. Jeg har boet otte år i Odense, hvor jeg flyttede til for at læse Idræt og Sundhedsvidenskab på Universitetet. Jeg var rigtig glad for at bo i Odense, – primært pga. OTK og de venskaber og netværk, jeg fik gennem klubben. Men da Christian fik arbejde i Hørsholm, flyttede vi tilbage til Sjælland. Nu bor vi midlertidigt i Valby, og primært fordi det også skal være let for mig at komme på arbejde. Jeg tager toget til Slagelse, hvor jeg underviser på Slagelse Gymnasium.


Hvorfor dyrker du triatlon? Hvad er din baggrund? Hvornår startede du med triatlon?
Jeg startede med triatlon i 1998. Jeg svømmede på Swim Team Holbæk sammen med Jan Hansen, som jo var med ved OL i Sydney. Jeg var super inspireret af ham og dét dér triatlon, han dyrkede. Ydermere var jeg til mange små mini-triatlon stævner rundt omkring sammen med min far. Lige som han tog mig med til åbent vands konkurrencer, hvor jeg første gang krydsede Holbæk Fjord som 11-årig. Det synes jeg var vildt fedt! Og jeg var bidt af det. Det er egentlig på den baggrund, at det udviklede sig. Jeg dyrker triatlon, fordi jeg er meget fascineret af koblingen af de tre discipliner. Det er jo en hård sport fysisk. Det synes jeg er fedt! At man skal presse sig selv på forskellige niveauer, om end det er kort eller lang distance. Men det er ikke kun kroppen, der skal arbejde. En stor del foregår også i hovedet. Der kan jo opstå en krise eller to undervejs, og racets udfald afhænger jo i nogle tilfælde af, hvordan man tackler de kriser. Ydermere så er der en stor afveksling i træningen. Jeg elsker at svømme. Men hvis jeg skal svømme hver dag, så bliver jeg hurtigt træt af det. Det samme med løb og cykling. Jeg synes, det er fedt at skulle mestre tre discipliner. Eller i hvert fald forsøge på det!


Hvornår er dine normale træningstider? Hvordan får du din træning passet ind i din hverdag, nu specielt med en baby?
Jeg underviser på et gymnasium og har derfor lidt skiftende arbejdstider. De dage, hvor jeg møder sent, kan jeg måske presse en løbetur ind, efter jeg har afleveret Caroline i dagplejen. Og de dage hvor jeg møder over middag, kan jeg nå at cykle. Så har jeg til gengæld også sent fri de dage, og så når jeg kun at svømme eller løbe til aften, og først når Caroline er lagt i seng, så jeg kan nå at være sammen med hende. Omvendt hvis jeg møder tidligt og slipper tidligt, så henter jeg også Caroline tidligt, så vi har hele eftermiddagen sammen. Og så træner jeg også de dage, når hun er lagt i seng. I weekenderne forsøger jeg primært at træne i Carolines middagslur. På den måde opdager hun ikke, at jeg faktisk er væk 4-5 timer. Jeg synes, det er så ærgerligt at gå glip af kvalitetstid sammen med hende. Men det må jeg jo ofre ind imellem.


For omvendt vil jeg jo også meget gerne træne med TRI4, når der er fællestræning. Alt andet lige er det bare sjovere, når man har nogen at træne sammen med. Det er lidt en balancegang. Det er faktisk kun svømmetræning og cykeltræning, jeg deltager i sammen med TRI4. Løbetræningen er enten alene eller med Valby Løbeklub. Jeg synes, det er rart ikke at skulle bruge transport tid på at komme til løb. Så bliver det også hurtigt til et dagsprojekt ligesom cykeltræningen. Ikke fordi der er langt ud til Genforeningspladsen, hvor klubtræningen starter fra. Men hvis jeg på transporttiden frem og tilbage næsten kunne have ”overstået” løbepasset ved at løbe i Valby, så synes jeg, det er at foretrække. Og så er jeg uhyre effektiv med forberedelsen til min undervisning. Jeg arbejder i toget til og fra arbejde, i mellemtimerne i løbet af dagen, og sent aften. Ja, jeg oplever meget sjældent, at jeg ikke har noget at give mig til!


Beskriv et løbetræningspas, som du synes er hårdt og rigtigt godt, når man vil blive hurtigere.
Et løbetræningspas, som for mig er rigtig hårdt, det er et distancepas, hvor jeg løber med nogen, som presser tempoet lige i overkanten af, hvad jeg ellers troede, jeg ville kunne klare. Det er både hårdt og fedt! Omvendt er interval træning jo også hårdt, men ikke helt på samme måde. Det er mere overskueligt, og der venter en pause rundt om hjørnet. Hvis man vælger at stoppe op på et distancepas, så er de andre jo over alle bjerge, og så er der først rigtig langt hjem.
Nu er jeg jo ikke ligefrem en gazelle. Men jeg tror, at det, der har gjort mig bedre løbende i år, har været intensiteten. Der har ikke været tid til så mange hyggeture som tidligere. Når jeg har haft tid til at løbe, så har jeg også løbet! Og med høj intensitet for at nå så meget som muligt. Dels har jeg løbet med nogen, der har været bedre løbende end mig, og hvor jeg er blevet presset. Jeg tror godt, jeg kan sige, at der ikke har været så meget kaffeklub over min løbetræning som tidligere. Det er jeg overbevidst om, er det, der har gjort mig bedre. Mangel på tid simpelthen! Og at jeg har tabt et par kilo ikke at forglemme. Det er jo alt andet lige også en fordel.

Som tilfældet vil - kvalifikation til Hawaii

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH