Raceberetning, Hawaii Ironman:


To Ironman races og fjorten dages sygdom, inden for otte uger, -samtidig med famile og fuldtidsarbejde. På den baggrund, og efter at havde tænkt over mit Hawaii resultat, så er jeg ganske godt tilfreds. Og efter at havde fornemmet min krop, er jeg faktisk også godt træt! En evigt struktureret hverdag, og to så lange races, hvor af det sidste foregik under helt ekstreme forhold, sætter sine spor. Men, når det er sagt, så er Hawaii Ironman, forberedelserne, forventningerne, racet, atmosfæren og oplevelsen, hver en smadret muskelfiber værd!


Når man vågner op på raceday, pumper adrenalinen næsten rundt i kroppen, fra det øjeblik man slår øjnene op. Min tilgang til racet, var som tidligere skrevet, meget ydmyg. Jeg vidste det ville blive en hård dag, men hvor ekstreme forholdene var, kunne jeg kun gisne om. Nu er det prøvet, og Hawaii Ironman, er noget for sig.
Jeg ankom til stævneområdet i god tid, for fortsat at kunne holde ro på nerverne. Hele skiftezonen summede af nervøsitet, og atleter der gik igennem deres udstyr igen og igen og igen. Det samme var tilfældet her! Mit dæktryk blev kontrolleret mange gange,- og så lige en gang til, bare for at være sikker. Jeg synes cykeldelen er den mest nervepirrende. En defekt, og racet kan være slut. Der er det lidt anderledes med svømning og løb, hvor det "kun" er kroppen der kan stå af, og hvor man i de fleste tilfælde kan tvinge kroppen til at fortsætte.


Jeg havde lagt mig i forreste række, inden svømmestarten, som var en vandstart, hvilket vil sige at alle ligger i vandet, uden at kunne røre bunden. To tusinde mennesker i vandet på samme tid, er overvældende. Og det tager også lang tid inden alle er på plads. Jeg havde endvidere placeret mig tæt på molen, for ikke at ligge i midten, af det der inden længe skulle blive til en stor vaskemaskine, af arme og ben, og top tændte triathleter.

I sidste øjeblik lagde jeg mig helt op af molen, så jeg faktisk lå yderst i feltet, men med mulighed for at kunne svømme, uden at få alt for mange slag og spark,- dog med den risiko at jeg kunne blive presset helt ind mod molen. Jeg var af samme grund lynhurtig afsted da starten gik, og jeg kom fri af molen, og uden de store knubs. Men at ligge yderst gør også, at man let bliver presset væk fra den direkte kurs, og får et par hudrede meter længere i sidste ende. Fordi man ved hver bøje atter skal ændre kurs, for at komme med rundt om dem alle sammen. Jeg havde i mit naive sind, forestillet mig at de første små to kilometer, ville være en slåskamp, og at jeg derefter ville være fri af de fleste andre, til at kunne finde min egen rytme, i det omfang det ville være muligt med strøm og bølger. Men det her var Hawaii Ironman. Det er her at de bedste triathleter i verden, kæmper om titlen som verdensmester. Det vil sige, at de fleste også kan svømme, og at jeg ikke bare lige kunne sætte knapt to tusinde mennesker! Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med? Men jeg havde i hvert fald ikke ventet at samtlige 3800 m (som i følge mit Garmin ur, blev til 4200 m) skulle blive en lang slåskamp. Det blev de, - og til den sidste meter! Det var rigtig hård svømning, men et eller andet sted, er det jo også super fedt. Og alligevel var jeg også oppe af vandet som nummer fem i min agegroup.

I skiftezonen stod officials klar til at hjælpe med et hurtigt skifte, og nærmest flåede swimsuiten af mig, mens en anden smurte mig ind i solcreme, og jeg selv tog hjelm og cykel briller på. Alt sammen på meget få sekunder, inden det gik videre i skiftezonen, hen til min Quintana Roo cykel. Det hele kogte! I tusindvis af tilskuere, fed musik og en løbsspeaker der piskede stemningen helt vildt op. Lige uden for skiftezonen hørte jeg min far råbe af sine lungers fulde kraft, men blandt tusindvis af ansigter, og med et splitsekund af tid til at kigge op, så jeg ham ikke, men var bestemt ikke i tvivl om at det var ham. Kort efter stod min mor, Christian og til dels Caroline, og viftede med Dannebrog, og Kona by var generelt bare ved at eksplodere i en stor fest.

De første tyve kilometer på cyklen, kunne jeg ikke få mine ben til at fungere. Jeg syntes de virkede tunge, og med en tilbøjelighed til at syre. Jeg slog det hen med at det, for at sige det mildt, skiftevis gik op og ned, med en meget kuperet rute. Med vinden ind fra siden de første 60 km, fandt jeg dog hurtigt en rimelig rytme. Det var i følge de lokale, en meget blæsende dag, hvilket også afspejler sig i vindertiderne, der lå et godt stykke fra løberekorderne. Hvis jeg siger at der var vindstød på op til 20 m/sek, så er det bestemt ikke en overdrivelse. Og den kom så ind direkte forfra, de sidste 35 km op mod vendepunktet, hvor det tilmed stiger jævnt, hele vejen til toppen. En af ulemperne ved at være først oppe af vandet efter svømningen, og tilmed ikke have cykling i kuperet terræn, som anden stærkeste disciplin, er at der kommer en del folk tonsende udenom. På et tidspunkt fik jeg følelsen af, at jeg efterhånden måtte lægge sidst af samtlige to tusinde deltagere, og at jeg formentlig ville blive bedt om at tage keglerne med ind, når jeg en gang var på vej tilbage mod Kona. Så meget desto bedre, var det at vende i Hawi og køre tilbage, og opdage at det jo selvfølgelig langt fra tilfældet. Samtidig gik det jævnt ned, og jeg kunne med en top hastighed på 60,2 km/t drøne forbi en del af de bjergryttere, som havde taget mig op af bakkerne. De lige stykker, rettede dog på ingen måde op på min tabte tid op af bakke, og jeg må bare sande at jeg er for tung bagi, til stigninger. Jeg besluttede mig endvidere for at se bort fra min gennemsnitshastighed, og i stedet fokusere på at holde en høj kadence, så jeg havde noget tilbage i benene, til det afsluttende marathon.

Varmen føltes ikke så slem på cyklen, formentlig pga. af vinden, men derfor skulle der alligevel indtages rigelige mængder af væske, energi og salttabletter. Hvis man først går sukkerkold eller dehydrerer, er det uhyre svært at få rettet op på igen. Væskedepoterne var helt uden sammenligning, fra hvad jeg har set tidligere. Med frivillige hjælpere i tusindvis, der stod klar og rakte alt fra vand, energi, cola, appelsinbåde mm ud til atleterne, og som endvidere skabte en feststemning af en anden verden. Helt præcis havde racet fem tusinde frivillige hjælpere. Trods et massivt indtag af salttabletter, meldte tissetrangen sig alligevel tre gange på cyklingen. Terrænet og de ekstreme forhold taget i betragtning, var min cykeltid egentlig godkendt. Men under racet var jeg af en anden opfattelse, og jeg havde på ingen måde tid til at tisse. Det måtte foregå på cyklen, ved bare at give slip og lade det hele løbe ned af benene, ned i skoene og....øv, hvor er det bare en ikke særlig fed fornemmelse. Omkring de 140 km begyndte kramperne at komme. Det er ellers ikke noget jeg har døjet med tidligere, men varmen har formentlig haft en indflydelse på dette . Lige som jeg godt tyve kilometer før skiftezonen, egentlig så frem til at stille cyklen, og komme ud og løbe.

Det er lidt underligt som man på en Ironman, kan føle at man "næsten" er færdig, når man stiller cyklen. Men tidsmæssigt er langt det meste klaret, og der mangler kun lige en løbetur på 42,2 km inden fyraften. Da jeg cyklede ind mod Kona, hvor man kører langs løberuten mødte jeg Dirk Borkel, som var favorit til en podieplacering, komme gående!! Kort efter kom Rasmus Henning, godt nok løbende, men langt fra flyvende! Jeg fik en fornemmelse af hvad der ventede mig!

I skiftezonen var der atter folk til at smøre solcreme i nakken på mig, imens jeg med adrenalinen pumpende, lynhurtigt fik løbesko på, og igen afsted ud på ruten. Med det samme følte jeg, at jeg havde mine løbeben med mig. Jeg var forholdsvis let og ubesværet løbende, trods en hård cykling siddende i benene. Jeg havde ikke rundet mange hjørner i Kona, inden jeg igen kunne skimte Dannebrog, mit navn malet på vejen, en begejstret familie der heppede og råbte fra sidelinien. I min verden, overdøvede det de resterende mange tusinde tilskuere. Det var en kæmpe opbakning at have sit eget private kor, og bare tanken om at de var fløjet om på den anden side af kloden, for at se mig dyste, hjalp mig igennem de hårde kilometer sidst på dagen. De første tyve kilometer forløb rigtig godt, og jeg lå længe til en marathontid på den rigtige side af 3.30. Jeg fik godt med væske og energi ved alle depoterne, og isterninger ind under trøjen for at køle. Samt huskede fortsat mine salttabletter for at kroppen også skulle holde på væsken, og rent faktisk optage den. Min mave begyndte dog efter 25 km at brokke sig. Formentlig har den energiblanding jeg modtog på cyklen været for kraftig, og det kombineret med varmen, begyndte at give mig problemer. Jeg følte ikke jeg kunne indtage mere sukker, uden at min mave ville krampe helt, og forårsage at jeg ikke kunne holde mig løbende.

Jeg hungrede efter salt, og som faldet ned fra himmelen, var der i depotet ved 26 km, intet mindre end saltkringler!!! Jeg nåede i mit gennemløb, dog kun at få fat på en, og som om det ikke var nok, så knækkede den for mig, og jeg tabte det hele på asfalten. Det synes måske ikke af meget, men så lille en ting kan godt virke som nedtur, når man efterhånden er lidt presset. Jeg havde dog ikke løbet længe, før en tilskuer, ud af det blå, rakte intet mindre end en saltkringle frem! Hvem der tidligere har løbet med den i hånden, og hvor den er samlet op var underordnet. Det var en saltkringel! Og jeg proppede den i munden, med stor velbehag. At det var varmt kan man ikke fornægte. I Natural Energy Lap, som man løber igennem efter godt 30 km, blev der på dagen målt godt 45 grader! Når man løbende, under så ekstreme forhold spiser en saltkringel, kan man også godt bruge noget vand til at skylle efter med. Men med halvanden kilometer til næste væskedepot, må man i stedet grave en endnu ikke smeltet isterning frem, fra en svedig sports BH, og putte i munden.

Ligeledes måtte jeg to gange på ruten, stoppe op i et væskedepot, og bare stå ret op og ned og tisse, kaste en kop vand over det hele, og afsted igen. Det er sq ikke for normale mennekser! De sidste syv kilometer skulle der graves dybt. Min mave slog knuder, nærmest kramper, kroppen var træt og tæt på overophedet. Mange andre på ruten havde det virkelig skidt, enkelte kollapsede. en anden dansk atlet, Thomas Mortensen, lå efterfølgende til behandling i to timer, med et vægttab på syv kilo! Men jeg kunne heldigvis grave dybt, omend mine kilometertider var meget nedsatte, primært pga. varmen. Jeg havde lovet mig selv at nyde det, og bare tanken om at jeg om kort tid havde gennemført Hawaii Ironman, og klaret det på rimelig vis, samt havde en famile stående inde i målområdet, holdte mig kørende.

Mine mavekramper levede dog sit eget liv, og ved 39 km kunne jeg kun spejde et toilet langs lavamarken, og jeg takker de højere magter for at det var ledigt! Men ved 39 km! Come on! Der har man altså ikke tid at sidde der.... Men på det tidspunkt kører kroppen sit eget show, og jeg måtte makke ret.

De sidste tre km gennem Kona by, blev jeg klappet og heppet igennem, og jeg tror næsten jeg kunne havde fortsat på den måde. Det var fuldstændig fantastisk, så stor en opbakning der var. Godt hundrede meter før mål fik jeg rakt Caroline i armene, og jeg løb det sidste stykke med hende over målstregen. Hawaii Ironman 2012 gennemført, under ekstreme forhold jeg ikke har prøvet lignende.

Det har været en hel igennem fantastisk oplevelse, og jeg har helt sikkert ikke kørt Hawaii Ironman for sidste gang. Nu ved jeg hvad der venter. Alene det vil på sin vis gøre forberedelserne og selve racet nemmere. Hvis jeg tilmed kan kvalificere mig tidligere end otte uger før, så kroppen også kan være restitueret og klar til start, så begynder det at ligne optimale forhold. Optimale forhold har mine sponsorer dog givet mig, og jeg er meget beæret over den massive opbakning. Hele atmosfæren omkring Hawaii Ironman, skriger efter mere, og jeg har virkelig fået blod på tanden. Den næste tid dog helliget min fantastiske familie, men derfor kan jeg jo sagtens gå rundt med armene over hovedet,- høj af Hawaii Ironman

Ironman Hawaii

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH