Race: Ironman Kalmar/Sverige
Dato: 18.august 2012
Distance: 3,8 km – 180,2 km – 42,2 km
Resultat: #5 overall, #1 i agegroup 30-34 år.

Dagen før raceday:

Normalt er dagen før en Ironman helliget til hvile, fødderne over hjertehøjde og en vanddunk inden for rækkevidde. Denne gang havde jeg en ti måneder gammel, og ti kilo tung Caroline, hængende på armen det meste af dagen. Bleskifte, svingture, koldbøtter i luften, kravlefanger på gulvet, de rigtige måltider til rette tid og pasning af de præcise middagslure og puttetider, havde helt naturligt erstattet det at sidde med benene oppe. Det var først da Caroline, - jeg fristes til at sige, langt om længe, var puttet til natten, at jeg fik tid til at kigge ruterne igennem, og rette fokus mod morgendagens store udfordring: Ironman Kalmar!


Svømningen:
Alle 1600 deltagere starter på samme tid. Det havde jeg frygtet lidt. Jeg havde frygtet at ende i den store vaskemaskine, med slag og spark, der kunne ende min Ironman, allerede inden den var begyndt. Af samme grund, havde jeg i modsætning til hvad jeg plejer, placeret mig en anelse bagved i startopstillingen. Jeg havde i mit naive stille sind, forestillet mig at det ville give en mere rolig svømning, hvor jeg kunne holde min egen rytme. Dagens lektie: Det gjorde det ikke! For dem der placerer sig forrest, er ikke nødvendigvis dem der svømmer stærkest! Så hele vejen ud til første bøje, blev i stedet for aggressiv svømning og mulighed for en fornuftig svømmetid, en kamp for at komme udenom, ovenpå, igennem og under små hundrede andre triathleter på vej mod første bøje. Da jeg efter godt 1000 meter var forbi den kæmpende masse, fandt jeg dog hurtigt en god rytme og kunne holde det pace jeg havde planlagt. Svømmeruten var overskuelig og anderledes, fordi man to gange skulle svømme gennem kanalen, hvor der stod i tusindvis af tilskuere på begge sider. Ved hver vejrtræning, kunne jeg trods ørepropper og en galoperende puls, høre skrig og skrål, og selv den øredøvende musik, forplantede sig i vandet og jeg kunne mærke bassens tryk i brystet!


Jeg kom op af vandet som #2 overall af kvinderne, i en lidt slatten, men godkendt tid på 56.32.


Cykling:
Jeg kom ud på cyklen som tredje kvinde, efter et lidt langsomt og fumlende skifte. Der er i hvert fald plads til forbedring!
Det hele spillede bare fra første tråd i pedalerne! Og på vej over Ölandsbroen lå jeg i bøjlen med et snit på 36 km/t. Det hele føltes bare rigtigt, og jeg følte på ingen måde at jeg pressede mig selv for meget. Jeg havde ikke fået indstillet datafelterne i mit ur, til at vise pulsen på cykeldelen, så jeg kunne kun køre efter min fornemmelse, hvilken jo forholdsvis hurtigt kan ændre sig, hvis man ikke passer på. Jeg havde forinden løbet, døjet meget med et sæt dårlige knæ, der var meget billigt til salg. Jeg prøvede dog bevidst på, ikke at have tankerne siddende nede i knæerne, i håbet om at det kunne holde generne lidt på afstand. I stedet kiggede jeg ud til højre, og nød synet af de mange hundrede triathleter, der stadig lå og kæmpede hver deres kamp med vandet. Endnu engang, - ud af rigtig mange – meget glad for at jeg kan svømme!


Ruten bestod af to store runder. Den første på Ôland på godt 105 km, og var forholdsvis flad men også forholdsvis åben for vind og vejr. Anden runde var på fastlandet, og bestod af 75 km med mange sving og kuperet terræn. Min plan for cyklingen var at holde en god jævn fart, med mulighed for at køre lidt progressivt.
Men opskriften bestod hovedsageligt af at drikke rigeligt. Også energidrik. Og i særdeleshed at få energi indenbords, i form af energibar, gels og boller med nutella. Fra Øresund Challenge halvironman tidligere på sommeren, lærte jeg på den hårde måde, hvad det i praksis betyder, når man lader sig rive med af stemningen, og glemmer at indtage energi på de rigtige tidspunkter. Ikke at jeg ikke vidste det i forvejen, men det skulle åbenbart lige genopfriskes! Og det stadig friskt i erindringerne i Kalmar. Energi energi energi. Og væske væske væske!


Jeg holdte et godt stabilt tempo, og gennemsnitsfarten sagde stort set 34,4 hele vejen rundt. Det er jeg mere end fuldt ud tilfreds med. Runden på fastlandet, bestod af godt 20 km elendig asfalt, og jeg var skrækslagen for at skulle punktere. Det var stort set det eneste, der kunne sætte en kæp i et sæt godt rullende hjul, og et par, tilsyneladende gode ben. På min Ironman i Almere, havde jeg en uheldig dag, med tre punkteringer der tog mit fokus helt væk fra racet. I Kalmar var det min dag! Og det var asfalten åbenbart også klar over denne gang!
Endvidere holdt jeg nøje regnskab med min overall placering. Jeg var efter svømningen godt klar over at jeg var nummer to oppe af vandet, - dette kunne jeg fornemme, først og fremmest på publikum, og kort efter på løbsspeakeren. Jeg havde også styr på at jeg var nummer tre ude af skiftezonen, og at jeg på stort set hele cyklingen svingede mellem placeringerne fire til syv.


Løb:
Jeg vil lade det være uvist, om det var publikum eller mine ben der bar mig rundt. Men der var en massiv opbakning af råb og skrig, trommer og rasleris, musik og glade dage på tilskuerrækkerne. Jeg havde ikke rundet skiftezonen før jeg var klar over, at mine ben var gode. Jeg behøvede egentlig heller ikke se længe på mit ur, før pacet fortalte at jeg nok burde sætte farten ned, hvis der skulle være krudt til alle 42 km. Men lige på det punkt gik fornuft og handling ikke helt hånd i hånd. For det føltes rigtigt! Og pulsen lå i den rigtige zone. Det føltes for godt til at være sandt, men jeg besluttede mig for ikke at tænke på den måde, men i stedet nyde at jeg var flyvende.  Tilmed løb jeg sammen med Emma Graff, som var et af de store svenske håb, hvilket bare gav ekstra opbakning fra tilskuerne. Godt nok var de fleste tilråb til Emma, men det forhindrede jo ikke mig i at lege de var tiltænkt til os begge!


Igen var mit fokus på væske og energiindtag, men mine knæ var også begyndt at minde mig om, at de dog stadig hang fast, men gerne ville skånes mest muligt. Og hvordan gør man så det, når man nu bruger knæene lidt på sådan en løbetur? Det var noget med ikke læne kroppen ind i svingene, men placere fødderne lige i jorden, og så ellers flytte fokus væk fra det generede område, og tænke positivt! Men det var faktisk heller ikke så svært. For det kørte bare! Emma gav slip ved ca. 20 km, og det gjorde kun mig stærkere!


Efter 25 km, løb jeg forbi min datter Caroline, der var med på sidelinjen. Hun smilede og vinkede, og jeg bildte mig ind, at hun da sagtens kunne kende sin mor, med cap, mørke solbriller, en uldtot af en hårmanke, klisteret ind i gels og cola, med sved og salt i hele ansigtet. Måske ikke? Men ikke desto mindre, gav det mig endnu flere kræfter. Jeg blev virkelig både stolt over, og glad for, at det her var muligt! Det havde jeg ikke troet for ti måneder siden.


Jeg havde ikke den samlede tid på mit ur, men kun splittiderne for de enkelte discipliner. Så da jeg passerede målområdet ved 27 km, og så at der stod 8.30 på Finisher uret, skulle der ikke meget hovedregning til, - om end det var svært på det tidspunkt! Hvis jeg holdte min pace, lå jeg et godt stykke under 10 timer. Så det var målet på tredje og sidste omgang: Lad være med at gå kold nu!


Omkring de 38 km løb, begyndte trætheden at melde sig. Der var ikke udsolgt, men tempoet blev automatisk sat ned, og jeg begyndte at glæde mig til at krydse målstregen. Min motivation var ud over at nå under de ti timer, også en tiltagende sultfornemmelse. Men ikke mindst at jeg ville krydse målstregen med Caroline på armen, for lige som at sætte en streg under det hele. Hun var dog ”taget” da jeg nåede så langt, og havde allerede krydset målstregen med min kæreste Christian, godt en halv time tidligere. Det var nu en fornøjelse at løbe over stregen alligevel. Men endnu større blev oplevelsen, da jeg kort efter blev klar over at jeg havde vundet min aldersklasse, og kvalificeret mig til VM på Hawaii til oktober. Jeg tror faktisk ikke helt jeg har forstået det endnu? Men det bliver stort!

Ironman Kalmar

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH