Kailua-Kona i dagene op til Hawaii Ironman, må siges at være et sandt mekka for Triathlon dedikerede fanatikere. Mere eller mindre veltrænede mennersker, på den ene fede cykel efter den anden, der alle er ved at gøre sig de sidste minutiøse forberedelser til årets største race. Formen bliver finpudset, ruterne bliver analyseret fra ende til anden, og alle svømmer, cykler eller løber rundt i konkurrencetøj,- og af det "rigtige" mærke naturligvis. Samtlige massagebrikse er i dagevis optaget, af atleter med overbelastnings skader, og andre skavanker, der skal behandles en sidste gang, inden det går løs, i håbet om at kroppen makker ret. Der har jeg også selv ligget! Man er næsten unormal, hvis ikke man går gennem byen, iført kompressionsstrømper, tri solbriller i panden, eller fede farverige løbesko. I dette tilfælde er "normal" nemlig at være en del af den kultur, hvor man er så dedikeret til sin sport, at det være triatlet er blevet en livsstil.

Da vi gik gennem byen igår, fik jeg sagt noget i stil med, at Kona er tæt på at være det fedeste sted jeg har været! Det er måske en sandhed med modifikationer, men pointen er, at det er super fedt at befinde sig, blandt nogen af verdens bedste triatleter, blandt det fedeste udstyr, og blandt mennesker der alle brænder for det samme. Det er fedt, at det rent faktisk er normalt, at være lidt speciel på sin egen måde, og at det at have lyst at pine sig selv en hel lørdag, i hård vind og ulidelig varme, er den mest naturlige ting i verden!

Sommerfuglene i min mave, har længe været under kontrol. Men de begynder så småt, at flyve i alle mulige retninger. Jeg er vildt spændt! Og jeg har en meget ydmyg tilgang, til det der skal ske, efter et par dages træning på Big Island, Hawaii. Svømningen oplever jeg lidt som en kamp, pga. af bølger og forholdsvist meget strøm. Det er dog i virkeligheden nok kun til min fordel, men derfor skal der alligevel lægges kræfter i. Jeg elsker åbentvands svømning, og det gør det jo kun bedre, at svømme rundt blandt havskildpadder! Cykelruten er varm, og pænt kuperet med lange seje bakker, - den ene efter den anden. Vinden er meget kraftig, og jeg er glad for, at jeg ikke valgte at medbringe hjul, med mere end 50 mm profil. Vindstødende gør det svært at ligge i bøjlen alle steder, og i princippet også at holde cyklen på vejen. Efterfølgende har jeg erfaret, at det har været unaturligt "vindestille" de sidste par dage!! Og at alle krydser fingre for det holder lørdag med. Det gør jeg også! Har end ikke lyst at forestille mig, hvordan en blæsende dag på cykelruten, vil tage sig ud. Omvendt bliver vinden også min ven, for uden den ville jeg koge helt over inde under hjelmen. Jeg har valgt at køre i en hvid langærmet Craft Cool trøje, der køler kroppen, når den overhældes med vand. Det skulle mindske risikoen for at overophede,- specielt på det afsluttende marathon, som bliver en kamp mod varmen.

Jeg har ikke nogen ide om, hvordan min krop reagerer på de forhold, som denne ironman skal køres under. Jeg er dog ret sikker på, at størstedelen af racet skal kæmpes oppe i hovedet. De rigtige ben på dagen, og det rigtige mind-set! Det skal der til. Men det understreger meget godt den nysgerrige men venlige mands kommentar, som jeg snakkede med, før svømmetræningen i morges, og som spurgte ind til om det var mit første race på Hawaii. Ordret sagde han; Your first time, that's cool, cause this is the real Ironman, you know? This is the toughest one, and it will show you what you are made of!! Det giver kuldegysninger! Jeg håber jeg er lavet af det rigtige,- og jeg glæder mig meget!

Christian klarer størstedelen af Carolines natteroderi, og hun har faktisk lidt svært ved at komme ud af sit jetlag. Vi sover alle i samme værelse, så når hun er vågen, er vi i sagens natur alle vågne. Men hendes mor forsøger desperat selv at vende om på nat og dag, for at blive klar til det store race.


Min tilgang til det er, at det er mit eget løb. Det er min oplevelse, og jeg skal komme fornuftigt igennem, med alt hvad det indebærer fra kriser med varme og vind, kuperet terræn, kramper, opture og adrenalinkick. Jeg tror jeg er nødt til at tænke sådan, for ikke at oversatse, og gå kold under de ekstreme forhold. Dermed ikke sagt at en god placering ville være kærkommen, - det vil jeg bestemt gøre mit til.

Mine forældre ankom i går, klar til at heppe det bedste de har lært. Og for at styre mine sommerfugle i maven, bruger jeg en barndomssætning, de har gentaget en del gange, i forbindelse med nervøsitet til eksamener, svømmekonkurrencer o. lign. " Det skal nok gå! For hvad er det værste der kan ske? Jeg har stadig mine arme og ben når jeg er færdig. Dem er der vel ingen der tager fra mig, uanset hvordan det går?" Normalt ville jeg passe på med at sige den slags højt, når nu svømningen rent faktisk foregår i haj fyldt farvand. Men okay, så bogstaveligt er det heller ikke ment lige i den her sammenhæng. Mit udstyr er klargjort, jeg er klar, og så kan jeg kun håbe på, at træerne vokser ind i himmelen to gange i træk! Lige så længe jeg har dyrket Triathlon, har Hawaii Ironman været min store, men lidt urealistiske drøm. Nu skal jeg køre Hawaii Ironman på lørdag. Det skal bare nydes fra startlinjen til målstregen, uanset hvor ondt det kommer til at gøre! Tænk at jeg har fået den mulighed. Og med alt den opbakning i ryggen. Det er da for vildt!!!

Klar til Hawaii

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH