Fire dage til startskuddet lyder, og jeg er rimelig cool! Sommerfuglene flyver den samme vej, - formegentlig fordi jeg stadig befinder mig små 1000 km væk fra stævnecentrum. Det hele skal nok begynde at galopere afsted, når jeg står midt i det hele. Men lige nu er jeg bare MEGA spændt, og glæder mig helt vildt! Jeg glæder mig! Det er første gang jeg på den måde, næsten ikke kan vente med at komme i gang. Ofte har jeg faktisk set mere frem til dagen efter, men lige her midt i min 18. triathlon sæson, er jeg bare ret selvsikker. Jeg har virkelig knoklet for at komme tilbage i form, - trænet og forberedt mig det bedste jeg kunne, under de betingelser jeg har haft. Nu er jeg der – det er et selvstillidsboost! Det kombineret med et langt mere afslappet forhold til, at det jo bare er triathlon, det er godt for nerverne. Uanset hvad, så står verden stadig på mandag, og den vigtigste del af min verden skal hygge hjemme sammen med farmor og farfar, der indtager matriklen, så Christian og jeg kan tage på roadtrip. Det bliver hårdt at undvære de to små, men jeg ved de får en fest, og at næste uge går med at forklare, at chokoladekiks ikke er hverdagsmad. Sådan skal det vist være! Jeg har sat mig for at lave min egen fest i Frankfurt. Uanset resultat, så skal alle mine træningstimer munde ud i en fest. Det har til tider lignet et umuligt projekt, men alligevel er jeg gået fra at kunne presse en løbetur (med barnevogn) ned på 5.30 pr km, til at løbe 3.39 pr. km med overskud, på mine sidste baneintervaller i mandags. Det tempo holder jeg absolut ikke på en Ironman –  eller - heller ikke på en Ironman! Men det er selve processen og forbedringerne gennem det seneste år, jeg vælger at bide mærke i. Under en Ironman køres 70-80 procent af løbet i hovedet. Jeg skal nyde det! At jeg er der! At den dag jeg har forberedt mig på 24/7 i de sidste mange måneder, endelig er kommet. Det skal jeg så bare også huske på når det gør ondt, og når det virker allermest formålsløst, håbløst og surt – og jo, de perioder kommer i løbet af søndagen, også selvom jeg ser frem til at blive heppet gennem racet, af mine faste følgesvende. Mormor og morfar (aka min mor og far) har fyldt bilen med venner, og sat kurs mod Frankfurt. Der er opbakning fra alle fronter, og det i sig selv er jo kæmpe stort. I am a lucky potato! Nå, men den korte udgave af den mere detaljerede gameplan. Jeg skal have en fornuftig svømning. Jeg vil sådan set gerne svømme stærkt, men jeg vil hellere bruge et par minutter ekstra på svømningen ved ikke at ligge midt i orkanens øje, og i stedet undgå for mange tæske, spark og slag. Det kan stoppe legen allerede inden den er startet. Der er 2800 startende på søndag, fra 55 forskellige nationaliteter. Dvs der er mange der gerne vil frem når startskuddet lyder. Om jeg svømmer to minutter fra eller til, betyder ikke så meget samlet set. Så er der cyklingen, som jo må siges at være mit svageste kort. Hvor er det heldigt det kun (!) er 180 km, og ca 5-6 timer i det samlede regnskab! Yaikes! Nå, men jeg skal bare køre mit eget løb, præcis som i Aarhus. Uanset hvor langt jeg ryger ned placeringsmæssigt i løbet af cyklingen, så er fokus på mit eget race, i stedet for at forsøge at hænge på, og brænde sammen allerede inden jeg er begyndt at løbe. Og jeg kan jo også godt! Det er det der med tankerne Stine, husk det nu! På løbet planlægger jeg at tage de samme ben med, som jeg havde med i Aarhus. Om det er tilfældet finder jeg ud af allerede på de først km, og skulle de være blevet forbyttet, så er det frem med de positive tanker, undgå maveproblemer, og se frem til kold cola i depoterne. Samt håbe på at skader og skavanker først melder sig efter 43 km. Altså efter jeg er færdig! Jeg var tung, træt og øm i benene efter Aarhus forrige weekend, men nu nedtrapningen er startet, begynder det at hjælpe gevaldigt på det. Man skulle tro at en restitutionsuge er lækre sager, men det er faktisk ikke min favorit. For det første oplever jeg at kroppen slapper så meget af (hvilket jo også er meningen), at den opdager hvor brugt den egentlig er, og så begynder alle mulige og umulige ting at sætte sig fast rundt omkring. Eller også er det bare min frygt for det? Jeg synes faktisk også det er lidt ubehageligt kun at træne en time til halvanden om dagen, hvilket jo egentlig er langt mere, end ”normale” mennesker træner om ugen. Men jeg bliver decideret rastløs og lidt utilpas – ja afhængighed – I know! Men ikke desto mere er det tilfældet. Det bliver bedre om et par uger, når jeg har været på lidt træningsafvænning/sommerferie. Ydermere er der det der med carbolaoding. Det lyder tiltalende, men samtidig også lidt grænseoverskridende, at hælde mere på motoren end den skal bruge. Jo jo, jeg får brug for det hele og lidt til på søndag, så der er jo en mening med det, men alligevel, så har jeg det bedst med at det går lige op, dag for dag. Nå, bilen er (næsten) pakket, og mentalt er jeg helt klar til at køre Ironman. Nu er første etape turen derned, uden småfolk på bagsædet, der bliver utålmodige inden vi er kørt ud af Birkerød. Ti timer i en bil, bare Christian og mig. Sikke en kærestetur!! Eller hvad man nu kalder det, når man går i Ironman-mode, bliver underlig, sær eller måske bare fokuseret – alt efter hvordan man ser på det, og hvem man spørger. Jeg glæder mig! Selvtilliden er der, og det er sådan set lækkert nok, når man har en Ironman i vente!

Klar til kamp - fire dage til EM Ironman Frankfurt

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH