Sidder med den bedste fornemmelse, efter en god påskeferie; og det er trætte ben! Men egentlig også en træt krop, i al almindelighed. Hvis vi lige ser bort fra timevis af havearbejde, så har påsken også kastet timevis af træning af sig. Alt er relativt, men i forhold til hvor mange timer jeg normalt har til at træne, så har jeg i den grad nydt godt af at Christian har holdt påskeferie. Har jeg ikke haft to daglige træningspas, er det fordi jeg har været ude på et langt af 4 til 5 timer! Men det bedste af det hele er, at jeg inden for de sidste par uger, har haft en del cykelpas på landevej, lange cykelpas, og tilmed på min TT (enkeltstarteren). Ud over et Bikefit hos Frank Jacobsen i sidste måned, så har jeg ikke siddet på min TT, siden jeg satte den i skiftezonen på Hawaii 2012. Små fjorten dage senere blev jeg gravid, det blev vinter, jeg blev tyk, og den blev støvet. Nu er den klar til kamp igen, og jeg mangler kun halvandet kilo. Det begynder at dufte af Ironman, og nu med kun små elleve uger til. Min barsel skulle oprindeligt slutte i starten af juni, hvor Christian skulle tage over. Planen var at jeg skulle træne juni måned væk, - men situationen har ændret sig lidt, da Christian har fået nyt job i Malmø. Det er super godt! Alle er glade, trods mere arbejde, mere transporttid, og at min barsel er blevet forlænget. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at det i første omgang pressede min Ironmantræning lidt. Eller, rent faktisk virkelig meget! Jeg har dog fået et wildcart til at træne, og om muligt, uden dårlig samvittighed. Hvad end jeg skal af sted flere dage i træk, efter pigerne er puttet, eller om aftensmaden skal skubbes en lille smule, så jeg kan nå dagens klubtræning. Jeg er nok den der bedst kan huske aftalens indhold, og når den lige bliver ridset op igen, så går det også rimelig smertefrit. Det kræver dog pænt meget fleksibilitet fra begge parter. Men jeg forsøger også at træne, på tidspunkter hvor det generer familien mindst muligt. Eksempelvis i dag, hvor jeg løb ind i indkørslen kl. 8.58 efter et krydspas (først cykeltræning, og dernæst hurtigt skifte til løbesko og løbetræning). Det kunne selvfølgelig sige lidt om krydspassets længde, men måske i virkeligheden mere om hvad tid jeg tog afsted! Tidligt! Det er ikke mange år siden, jeg syntes det var vanvittigt at OTK cykeltræningen startede kl. 9.30. Åhh jo, der er mange ting der ændre sig når man får børn!

 

 Træningsmæssigt går det fint nu. Men det har krævet et par helt basale ændringer. Marts måned var tæt på elendig. Jeg var træt! Kunne dårligt overskue den bakke Caroline og jeg skal op af, for at komme hen til dagplejen. Det vel at mærke gående, og i hendes tempo! Jeg jublede ikke over at skulle træne, men når jeg først var i gang, var det egentlig ok. Men jo ikke holdbart i længden, så jeg fik taget blodprøver, målt blodprocent mm., for noget måtte der jo være galt. Det var der også! Men heldigvis ikke med mit helbred, men der i mod med mine vaner. Med to små børn og hvad der dertil hører af arbejde langt ud over et fuldtidsjob, samt timevis af træning og ikke mindst planlægning af træning, nytter det ikke at gå i seng til midnat. Det er fristende, fordi den ro der er i huset om aftenen, er vildt behagelig, for at sige det mildt. Tid til liiige at side ned, snakke sammen, og ordne de sidste praktiske ting, inden det går løs igen, når lyset atter bryder frem. Efter som Mathilde sover fantastisk om natten, kan jeg være ret sikker på, at jeg ikke skal ind til hende mere end en gang om natten. Men seks timers søvn rækker stadig ikke. Derfor har jeg aftalt med mig at selv, at jeg skal ligge i min seng kl. 22.00. Dvs. at kl. 22.30 er acceptabelt. Yderligere har jeg optimeret min kost endnu en gang, hvilket vil sige, huske at få noget at spise med jævne mellemrum. Men vigtigst, at få det rigtige at spise. Glad motionist eller ej? Der skal altså være en god balance i hverdagen med kost og søvn, når motionistniveauet nærmer sig lidt ekstreme dimensioner. Samtidig med at jeg skal være på, fra det øjeblik der bogstavelig talt bliver hoppet på mig om morgenen, til jeg lukker øjnene efter aftenens svømmepas. Min trætheds problematik kulminerede lidt med VM halvmaraton i København, og inden jeg var klar over at min træthed skyldtes noget så simpelt som manglende søvn, var jeg også lidt i tvivl om hvor vidt jeg skulle løbe. Men det var jo bare træning, som blev til et ganske hæderligt løb. Et alt for hurtigt udlæg gjorde at ruten for min skyld godt kunne havde endt ved 13 km. Men en slut tid på 1.33.36 er på nuværende tidspunkt godkendt. På søndag er der BT halvmaraton, som for mit vedkommende nok bliver med trætte ben, enten med cykeltræning tidlig morgen, eller et 4-5 timers cykelpas lørdag. Men trætte løbeben, det ved jeg at jeg får i Frankfurt, og det er der kun en måde at træne! Og det er at løbe med trætte ben! Klokken nærmer sig 22.30 – godnat!

Kost søvn og træthed

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH