Overskriften må være motivation? Efter jeg havde fået Caroline, var min træning udelukkende baseret på lyst. Jeg trænede det jeg ville, når jeg ville, - og pludselig var jeg i form til at køre en Ironman. Der var ikke et udførligt regnskab over hvor meget jeg fik træet på ugebasis, og jeg var heller ikke interesseret i hvad jeg vejede, for det raslede af, helt af sig selv. Det var kun motivationen der drev værket, - det virkede. Det er det jeg skal huske på nu. Ikke fordi jeg er demotiveret, men fordi jeg kan mærke at adrenalin-junkien, er ved at komme op i mig igen. Jeg er ved at komme i god form, og nu vil mer´ have mer´. Der skal flere timer i træningsdagbogen, det skal være længere, hårdere og til dels også vildere. Når jeg har et par fuldt bookede dage i udsigt, er min største bekymring hvordan jeg skal få passet træningen ind i det hele. Præcis som jeg kender det fra år tilbage, hvor jeg trænede ALT ALT for meget, i forhold til hvad jeg fik ud af det. Hvor det var bedre for min sindsro at jeg kunne krydse et træningspas af, end at der var en mening med det træningspas jeg gennemførte. Hvor jeg absolut skulle til svømning, selvom armene hang helt nede langs jorden, og hvor intervalløb dårligt kunne gennemføres pga. træthed og skader. Der er jeg slet ikke nu. Men jeg kan se at mønsteret er ved at være det samme, fordi jeg tænker forkert. Der går for meget planlægning og statistik i den. Jeg får stadig ikke cyklet så meget, men til gengæld fungerer svømningen bedre end den har gjort i årevis, og jeg får også løbet relativt mange km pr. uge. Men løb er som bekendt en lidt større belastning for kroppen end eksempelvis cykling og svømning, og derfor har jeg den seneste tid været pænt træt. Når jeg begynder at tænke ´Åhhh shit, jeg skal ud og løbe´, så er jeg kørt af sporet. Samtidig har jeg også haft meget lidt lyst til at sætte på ud på spinningcyklen på terrassen, fordi jeg umuligt kan forudsige hvor længe Mathilde sover, og der må jeg bare krybe til korset, og sige at det altså påvirker min motivation, at jeg ikke ved om jeg får 20 min eller 2 timer på cyklen. Hvad er det jeg skal sætte mig op til? Træning eller ingenting? For samtidig vil jeg gerne nå et rimelig antal ugentlig træningstimer, og det bliver en lang indre dialog om, hvordan jeg skal få det hele til at hænge sammen. Det gør det til en (ind i mellem sur) pligt at træne, og det må det bare ikke blive. Sidder jeg ude på terrassen en aften i mørket, hvor Christian er hjemme, og jeg derfor ved at jeg kan træne det jeg skal, så er sagen en helt anden. Masser af motivation! Træning fylder meget i min hverdag – næsten lige så meget som tanken om træning! Jeg vægter det at være i god form meget højt, men det må ikke blive til noget jeg føler mig tvunget til. Det skal ikke gøre mig i dårligt humør, at jeg kan se at jeg ikke når det ønskede ugentlige antal træningstimer. Jeg træner fordi det er min livsstil, fordi jeg synes det er sjovt og fordi det er vigtigt for mig. Det skal være sjovt at ´løbe-cruise´ små 20 km, fedt at komme omkring i naturen, og ikke træls at se på uret, og konstatere at jeg ikke en gang er halvvejs. Alt der er lystbetonet, er jo som regel en del sjovere, og det blev jeg mindet om i fredags, hvor jeg UDEN barnevogn, løb gennem skoven til Rudegård Stadion for at løbe baneintervaller med klubben, og tilbage i gennem skoven hjem. Små 17 km med fuglefløjt, forårsfornemmelser, og tiltagne lyse aftener. Det er saftsusme livskvalitet! Forskellen er den, at da jeg havde fået Caroline kom det helt af sig selv. Jeg vidste ikke en gang selv, at jeg skulle køre Ironman før muligheden opstod to måneder forinden– fordi jeg var i god form, fyr og flamme, og stoppet til randen af god energi. Denne her gang måtte jeg melde mig til Frankfurt Ironman, meget højgravid, og 18 kilo tungere (jeps, 18 kilo!!) end normalt, alene for at nå at få en plads på startlisten. Yderligere har jeg tilmed fået en del sponsorer, der ser en fordel i at sponsorer sådan en som mig, der ikke er verdensstjerne, og ej heller bliver det. Men som forsøger at leve sine drømme, og fastholde sin livsstil, ved siden af det hektiske skemalagte småbørns-familieliv. Deres hjælp sætter jeg helt ustyrlig meget pris på, og jeg er meget beæret over at få den opbakning. Men det gør det også til et projekt på en helt anden måde, og det er her, at jeg nu har opdaget, at jeg skal være uhyre skarp, for at holde dampen oppe. For på sin vis, har jeg gennem sponsoraterne, også forpligtiget mig til, at gøre det rigtig godt i Frankfurt, og vise at jeg har været værd at kaste udstyr og øvrige sponsorater efter. Det er nu også min plan at gøre det godt, men lige præcis derfor skal jeg huske på, hvad udfordringen i virkeligheden er. For det er ikke at krydse målstregen i Frankfurt, men der i mod at nå til startlinjen. At overvinde alle de bump og forhindringer der er på vejen der til, og samtidig være top tunet og klar når startskuddet det lyder. Hvis det var nemt, ville alle gøre det. Jeg har prøvet det en del gange før, og jeg ved hvad der skal til. Hvad jeg kan, og hvad jeg skal blive bedre til. Derfor skal jeg heller ikke gå i panik, når jeg fredag eftermiddag tropper op i svømmehallen, med Caroline under armen, klar til at dykke efter ringe i varmtvandsbassinet, og der så ligger en bunke af mine klubkammerater og tonser bane op og ned, uden for normal træningstid. Eller de søndage, hvor jeg lige kan få listet en times løb ind om formiddagen, og på hjemturen ser hele klubben komme tilbage efter tre timer på landevejen. Det går ikke med panik! Jeg skal glæde mig over det jeg får trænet, i stedet for at ærgre mig over det jeg ikke får trænet. Lige som jeg skal glæde mig over at have erfaringen, så jeg kan se igennem kommentarer om hvor meget jeg burde træne på nuværende tidspunkt. Been there done that – jeg ved hvad der skal til. Jeg ved jeg når det, og jeg ved at det er motivationen der skal føre mig der til. Når foråret kommer, og jordbærerne modnes, så kan jeg putte mine unger, og sætte en masse cykeltimer ind på kontoen, i de lyse aftentimer. Det bliver fedt!

Motivation

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH