​Nu er det ude, altså barnet, og kroppen skal trimmes tilbage på normalt niveau – både sports- og vægtmæssigt. Hvordan får man organiseret alt det, uden at folk synes, man er en ravnemor. www.itritahlon.dk har spurgt triathleten Stine Møllebro.


Jeg har læst, at det varer lige så længe, til din krop er tilbage på normalvægt og i normalform som inden, du blev gravid. Passer det? Hvor længe brugte du på at smide dine ekstra kilo?

Jeg havde taget ca. 12 kg på under graviditeten. Under fødslen smider man selvfølgelig en del kilo, med barn, moderkage, og hvad der ellers er. Til gengæld står man også tilbage med en noget lasket krop og en del løs hud på maven. Alligevel havde jeg det i dagene efter Carolines fødsel lidt som efter en Ironman. Jeg var enormt træt og sulten efter mange timer i ilden. De første par dage spiste jeg stort set en snickers hver dag, fordi jeg var enormt chokolade hungrende. Fantastisk var det, at jeg også hver eneste dag på vægten havde smidt ½ kg. Så er det altså rimelig lækkert at veje sig. Men den hastighed i vægttabet stopper altså ret brat, skulle jeg hilse at sige!
Til gengæld fortsatte vægttabet alligevel støt og roligt for mit vedkommende, da jeg hurtigt pakkede chokoladen væk igen. Når man pludselig befinder sig i en helt ny verden med en lille baby og en masse nye ting at forholde sig til, så gjaldt det i hvert fald for mig, at jeg fuldstændig glemte mig selv. Jeg fik sjældent alle måltider og havde heller ikke tid til at opdage, at jeg var sulten. Samtidig kunne jeg så småt begynde at træne mere og mere. Jeg fødte i oktober, og jeg vil mene, at jeg var tilbage i form midt i april, hvor jeg løb Østerbro halvmaraton for at teste mit formniveau. Der satte jeg PR med seks minutter.
Så vidt jeg husker, var jeg også nogenlunde tilbage på min normalvægt på det tidspunkt. Men jeg fortsatte faktisk med at tabe mig. Omkring juli-august måned var jeg yderligere seks kilo under min normalvægt. Igen fordi jeg ofte glemte mig selv. Jeg kunne tage ud af døren med en taske deholdende alt mellem himmel og jord af babylækkerier. Uden at have skænket det tanken at jeg selv kunne risikere at blive sulten. Samtidig med at jeg selvfølgelig også på det tidspunkt var begyndt at træne til Kalmar Ironman. Det hjælper jo altid lidt på det!


Hvornår startede du med babyjogger eller cykelanhænger?
Jeg har løbet mange kilometer med Caroline i barnevognen, mens hun stadig var helt spæd og endnu ikke var stærk nok fysisk til at kunne sidde i en babyjogger. Til gengæld har jeg også slidt en sprit ny barnevogn op. Den er i hvert fald vind og skæv og slet ikke lavet til alle de stød og slag, den får på fortovskanter og huller i vejen. Jeg startede så småt med babyjoggeren, da Caroline var omkring 6-7 måneder og stærk nok i nakkemuskulaturen. Jeg løb dog primært, når hun alligevel skulle sove en af sine mange daglige lurer. Min samvittighed holdte ikke helt til, at hun skulle sidde der og blive bombet med indtryk, blot fordi jeg skulle løbe. Jeg syntes ikke, at hendes vågne timer skulle bruges på mine behov men i stedet på ”den rigtige” stimulering.
Den holdning har jeg stadig nu, hvor hun er blevet ældre og ikke sover så meget. Dog kan jeg godt tage en kort tur med hende i joggeren, hvor hun kan sidde og kigge ud, og vi, eller retter jeg, kan snakke om de ting, vi ser på vores vej. Uden at have nogen anelse hvor det kommer fra, så har hun også så meget energi og krudt i røven, at hun meget hurtigt bliver træt af at sidde stille, – så det med de korte ture giver helt sig selv. Cykelanhænger har vi naturligvis også, men den har jeg aldrig brugt. Jeg kunne selvfølgelig godt cykeltræne lidt med hende sovende i vognen, men jeg synes faktisk, det ville være uforsvarligt. Cykeltræning i sig selv kan ofte være med livet som indsats med de mere eller mindre hovedløse bilister, man kan risikere at møde. Nej, den tanke vil jeg slet ikke tænke til ende! Det eneste, hun er med på cykel, er når jeg henter hende i dagplejen.


Har du prøvet babysvømning?
Absolut! Caroline var 9 uger, første gang hun var i vandet. Derfra og frem til min barsel sluttede, da hun var otte måneder, havde jeg hende med til babysvømning to gange om ugen, på to forskellige hold. Hun elsker at komme i vandet, og for mig var det rart at have noget fast at gå til i den ellers ret skemaløse tilværelse, som en barselsperiode er. Samtidig er der jo flere undersøgelser, der peger på, at babysvømning i barnets første leveår har stor betydning for den motoriske udvikling. Når Christian og jeg endvidere har tilbragt en meget stor del af vores liv i både klorvand og saltvand og fortsat gør det, så er det heller ikke helt uden betydning for os, at Caroline får et afslappet og fornuftigt forhold til vand. Det kan næsten ikke starte for tidligt – så længe hun selv kan lide det. Efter jeg er startet på arbejde, har vi ”kun” tid til en gang babysvømning om ugen.


Hvordan har du I gjort det med transporten til de første stævner før Kalmar? Specielt med et spædbarn er det jo ikke let. Hvor meget var Caroline med?
Ved DM sprint i Ganløse var Caroline med hele dagen. Christian stillede ikke til start, så han havde babytjansen. På det tidspunkt var hun lige fyldt otte måneder, og efterfølgende kunne vi hurtigt blive enige om, at det havde været en lang dag for hende. Mange mennesker, meget aktivitet og høj musik. Det var som udgangspunkt heller ikke meningen, at vi skulle have været på stævnepladsen hele dagen. Men eftersom min start var om formiddagen, og jeg efterfølgende blev en del af præmieoverrækkelsen, som lå sidst på eftermiddagen, så blev det bare en lang dag for Caroline. Og vist også for Christian :-) Det lyder banalt, men man skal ikke altid undervurdere, hvor hårdt det kan være at have et lille barn med sådanne steder. Det hele er lidt primitivt, både i forhold til søvn, mad og bleskifte samtidig med at man jo ikke kan ”tri-nørde” den i samme omfang, som man ville gøre, hvis man var der alene. Det oplevede jeg da i hvert fald på Hawaii, hvor der var alt mulig god grund til at ”nørde” rundt, se på udstyr og sammenholde mellemtider, suge stemningen til sig eller hvad det måtte være. Den slags kommer bare i sidste række, og Carolines behov i første. Sådan er det! Og sådan skal det være!
Ved Øresund Triathlon, hvor både Christian og jeg skulle køre, havde vi allieret os med min lillesøster og Carolines jævnaldrende fætter. Så hun havde en hyggelig dag hjemme og var stadig spring frisk til at lege, da hendes forældre kom trætte hjem! Ved Kalmar Ironman kunne vi jo umuligt undvære hende i fire dage og nok heller ikke omvendt. Det var i hvert fald super vigtigt for mig, at hun var med, jeg havde jo ikke tidligere været adskilt fra hende ret mange timer, så fire dage var helt udelukket. Min rigtig gode veninde fra OTK tog med os, havde en god tri-dag med Caroline og var efterfølgende også sikker på, at hun aldrig vil være enlig mor! Men hun var også tæt på at se lige så træt ud som Christian og jeg tilsammen (ikke, Marie :-)).
På Hawaii var Caroline også med hele dagen, hvor Christian dog havde hjælp af mine forældre, som ikke ville gå glip af Hawaii Ironman Live! Det var rigtig lækkert! Men igen, det er altså en lang dag for sådan en lille størrelse. Da jeg kom i mål, var der jo alt mulig god grund til at få alle festlighederne med, såsom stemningen, fyrværkeriet, afslutningen mm. Men på det tidspunkt var der bare en lille størrelse, der havde mere brug for ro og fred og sin seng ikke mindst! Og så er der ikke så meget at diskutere! Jeg må have alle dagens oplevelser med næste gang, jeg skal køre på Hawaii!


Hvornår træner du nu med barn i modsætning til før uden barn?
Førhen, hvor jeg ikke skulle tage hensyn til andre end mig selv, kunne jeg jo træne altid og hele tiden. Og det gjorde jeg også! Nu gør jeg alt, hvad jeg kan for, at træningen ikke skal foregå i de timer, hvor jeg har mulighed for at være sammen med Caroline. Det går naturligvis ikke op i en højere enhed i perioden frem mod en Ironman, men her i vintersæsonen synes jeg egentlig, det fungerer upåklageligt. Hånden på hjertet: jeg får nok heller ikke trænet det, jeg burde, lige for tiden. Jeg har et job med skiftende arbejdstider, og hvor jeg kan klare forberedelsen, når det passer ind i mit program.
Derfor træner jeg som regel, når Caroline er afleveret i dagplejen, og inden jeg tager på arbejde. Eller omvendt; når jeg har fået fri fra arbejde, og inden jeg skal hente hende igen. Derudover træner jeg, når hun er lagt i seng, hvilket primært er svømning. Egentlig er det lige nu kun i weekenderne, at det går lidt ud over samværet med Caroline, hvor jeg både lørdag og søndag er væk et par timer. Dog prøver jeg at træne, så det passer med, at hun sover til middag og ikke opdager, jeg er væk. Men det er også meget rart ikke altid at træne alene, og så bliver det altså på andre tidspunkter.
I sommer, hvor både Christian og jeg trænede til Ironman, var det en anelse kaotisk. Eller det var i hvert fald planlagt ned til mindste detalje, hvem der var af sted hvornår, og ærlig talt så tror jeg, hun blev helt forvirret (eller måske bare virkelig glad), når vi begge to var hjemme hos hende på en gang. Det projekt er prøvet – det gør vi nok ikke igen! Op til Hawaii Ironman, hvor det kun var mig, der skulle køre, var det noget nemmere, idet Christian jo var hjemme med Caroline. Der trænede jeg også før eller efter arbejde, mens Caroline var i dagpleje, og igen efter hun var lagt i seng. Til gengæld var jeg så væk det meste af weekenden, og når jeg var hjemme, var jeg træt.
Men man vænner sig jo langsomt til at kunne slentre rundt i Zoologisk Have søndag eftermiddag med armene slæbende hen af jorden af bare træthed. Der er jo ikke plads til at tilbringe resten af dagen på sofaen som den gang……..i det tidligere liv. Til gengæld får man virkelig noget ud af dagen! Men det er heldigt, at jeg har så fleksible arbejdstider (og kæreste), ellers kan jeg ikke se, hvordan det skulle lade sig gøre, når førsteprioriteten er at være sammen med min familie.


Cykler eller løber du f.eks. nu flere gange en lille rute i stedet for en stor tur for at være hurtigere tilbage?
Det gør jeg helt sikkert. Jeg løber rigtig mange 8-10 km ture – måske gør jeg det så bare to gange på en dag, hvor det passer ind, så jeg når alle mine ugentlige kilometer. Jeg har jo ikke alverdens tid, når Caroline er afleveret. Selvom jeg har en dag, hvor jeg skal møde sent, så går der er del tid med transport, eftersom jeg bor i København og arbejder i Slagelse. Det er tit en logistisk udfordring at få det hele til at gå op. Ind imellem klæder jeg om til løbetøj på vej hjem i toget, så jeg bare skal hjem og smide tasken, inden jeg kan komme i gang med at træne. Det giver mig en time til løb og bad, inden jeg skal hente Caroline.
Med spinning ville jeg også gerne køre dobbelttimer, men det er ønsketænkning. Det samme med svømning! Det hører til sjældenhederne, at jeg når op på halvanden time af gangen – men det koster også dyrt, kan jeg mærke. Det er bare svært at få presset træningen ind, men med virkelig god planlægning kan man komme langt.


Selvfølgelige er triatleter lige så omsorgsfulde som alle andre, men holder triatleterne sig ikke så mindre tilbage, når barnet får en udfordring (babysvømning osv.)?
Det er et farligt spørgsmål at svare på! Og det er også lidt svært at svare på. Men Caroline holder sig af natur ikke selv tilbage for nogen ting, og jeg lader hende i store træk kaste sig ud i de udfordringer, hvor der ikke er en overhængende fare. Hvad det angår, er der ikke så meget hønemor over mig. Om det er, fordi jeg er triatlet, eller om jeg er triatlet, fordi jeg er, som jeg er, det må stå hen i det uvisse. Men jeg tror helt sikkert på, at hun kommer længst ved at ”få lov”.
Jeg tror på mig selv, og Christian tror på sig selv. Vi tror på Caroline, og derfor kommer hun forhåbentlig også til at tro på sig selv. Endnu har hun nok ikke udviklet den store selvbevidsthed og bevidsthed omkring faremomenter. Men til gengæld oplever hun lige nu verden igennem hendes forældres ansigtsudtryk, og vores ansigtsudtryk signalerer et ja til de fleste udfordringer.

Træning og familieliv

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH