Lidt ømme ben, kaffe og en rolig svømmetur, er vist nøgleordene oven på søndagens KMD Ironman 70.3 i Aarhus (70.3 er samlet antal miles man bevæger sig). Jeg er faktisk lidt lettet. Det gik jo også fint på den lidt længere distance, og det var ret godt at få på plads, inden Frankfurt. Selvtillid kan man i hvert fald godt bruge, når man vågner op på Ironman-raceday. Aarhus var den sidste forberedelse inden Frankfurt, og jeg var helt afklaret med, at det var mit race, min præstation og intet andet der havde betydning. Indrømmet, det kan jo godt ligge lidt pres på mig, når jeg nu selv har blæst det hele lidt op. Men ikke desto mindre er det vigtigt at holde fokus på det jeg skal, og ikke hvad andre tror, tænker og forventer. Altså! Svømningen gik som forventet ok. Godkendt, men også set bedre. Jeg har svømmet med ørepropper de sidste 20 år, og da jeg stod på startstregen var lyde, larm og publikum noget tydeligere end det plejer at være. Ergo, mine ørepropper havde jeg glemt! Med 16 grader koldt vand gjorde det mig en anelse svimmel, og gav lidt problemer med at holde den direkte linje. Men i virkeligheden var det nok mest det at stå med 1 min til start, og opdage at jeg simpelthen havde glemt det jeg aldrig glemmer. Vigtig erfaring høstet – det sker ikke i Frankfurt! Så er der det med at tro på sig selv! Jeg kom forholdsvist hurtigt til at ligge for mig selv på svømningen, og da der med 400 m igen, pludselig svømmede tre PRO - kvinder op på siden af mig (kan man se fordi de har en anden farve badehætte) var jeg sikker på at jeg havde overset en del af ruten, og vendt ved en bøje for tidligt. De sidste 400 m gik derfor med at være en anelse frustreret/irriteret på mig selv, over ikke at havde tjekket ruten ordentlig ud inden start. Men jeg havde bare svømmet op med PRO ´erne, og igen vigtig erfaring høstet, - tro på dig selv, du kan godt! Cykelruten var ikke andet end bakker. ALT for mange bakker! Jeg er ikke, har aldrig været, og bliver aldrig en bjergdronning. Jeg går mildest talt i stå på vej op, og ind imellem virker det som om, at det ville være hurtigere at stå af og trække op….. Jeg vidste på forhånd at ruten ikke lå til mig, så mit fokus var at holde hovedet koldt, når de andre kom tonsende uden om. Dels skulle jeg havde ben til at løbe, og dels skulle jeg ikke brænde igennem, men spare de gode ben til Frankfurt. Jeg skulle køre mit eget race, og have fokus på min egen præstation. Men derfor kan man jo godt bande og svovle over de fjollede bakker og elendige ´bjerg-ben´! Jeg nåede at tænke, at vi da så i det mindste kunne nå den tidlige færge hjem, nu jeg ikke behøvede at vente på præmieoverrækkelsen, - og så kunne jeg selv nå at putte mine piger, som jeg savnede helt vildt! Igen erfaring høstet, INTET er afgjort før løbet er slut! Slet ikke i Frankfurt på den lange distance! Jeg var lettet da jeg satte cyklen, og meget glad da jeg allerede på de første hundrede meter tænkte ´Nåhhh det er de løbeben jeg har taget med i dag, - jamen så løber jeg da bare´! Jeg satte PR på løbet med 2 ½ min i forhold til hvad jeg tidligere har løbet på en ren halvmarathon. Yderligere fik jeg hentet de bjergdronninger i min AG klasse, som tydeligvis ikke havde opdaget at cyklingen var kuperet. Jeg havde fire min op til nummer 1 da jeg startede mit løb, og løb i mål med 12 min ned til nummer 2! Det er godkendt! Muligvis var dagens vigtigste sejr, at jeg nu har husets hurtigste halvmarathon tid! Christian gav undervejs på løbet mellemtider, og råbte flere gange at jeg skulle tage den med ro, fordi der var langt ned til nummer to. Om det var for at spare mine ben til Frankfurt, eller fordi han kunne se på uret, hvad det var ved at føre til, må stå hen i det uvisse. Men efterfølgende bebudede han ret kraftigt, at han til næste år vil slå min tid. Men da jeg sagde, at jeg har tænkt mig at løbe en del hurtigere end 1.30, svarede han, (her bør sarte sjæle springe et par linjer over) og jeg citerer: `Nej! Nu slapper du lidt af, ellers må vi få tvillinger, og så vil jeg håbe du flækker helt op til ryggen, så du ikke kommer til at lave noget lige med det samme´! Det er dejligt med opbakning fra hjemmefronten, og den er der, for ellers kunne det slet ikke lade sig gøre at lave PR med 2 ½ min – så håber jeg bare opbakningen fortsætterJ Ironman 70.3 i Aarhus var god forberedelse og endnu en god oplevelse i sæson 2014, som jeg kan tage med videre, uanset hvordan det går i Frankfurt. #1 i min AG og en kvalifikation til VM i Mont-Tremblant, Quebec, Canada! Skal jeg så afsted? Christian og jeg tog os en kæreste snak på græsset, og selvfølgelig skulle jeg det, hvis jeg havde lyst? Havde jeg så det? Jahhh, det var jo ikke planen. Det var ikke det jeg havde forestillet mig, at jeg skulle bruge tid, penge og feriedage på. Men nu opstod muligheden, så hvorfor ikke? Jeg takkede ja og stod med papirerne i hånden, men min mavefornemmelse var ikke rigtig. For det første skulle jeg rejse uden Christian og pigerne. Uden de mennesker der betyder noget, falder oplevelsen i værdi. Jeg kunne hurtigt regne ud hvad en lille uge i Canada, alt inklusivt ville komme til at koste, og dem der dyrker triathlon ved, at man så roligt kan ligge et par tusinde kroner oven i. Ruten i Canada køres i bjerge (!) og ergo lidt kuperet og ikke lige mig! Der var bare for mange ting der talte i mod, men tungen på vægtskålen var, at jeg ikke brændte så meget for at tage af sted, at det ville opveje at skulle undvære mine piger i en lille uge. To dage i Århus var rigeligt! De er stadig små. De har brug for deres mor, og deres mor har brug for dem! Jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvor mit hjerte ville være henne, hvis jeg sad mutters alene på et hotelværelse i Canada, i gang med noget, hvor jeg end ikke som udgangspunkt, var sikker på at det var det rigtige. Den slags kan jeg gøre den dag, jeg ikke længere er en uundværlig mor, men der i mod en pinlig en af slagsen, som de egentlig gerne vil være lidt fri for. Indtil da, vil jeg fortsætte med at køre tri, og takke ja til de oplevelser som jeg virkelig brænder for, og hvor det giver mening for mig og min familie, at jeg realiserer mig selv! Hvis det kan lade sig gøre nu, med små børn og en forholdsvis kaotisk og travl hverdag, så kan det også lade sig gøre senere! Indtil da fortsætter jeg med at følge min mavefornemmelse! Lige nu er den rigtig god frem mod Frankfurt, om mindre end to uger!

VM kvalifikation, Ironman 70.3 Aarhus

TRIATHLON​COACH.DK​

©  Copyright 2012 TRIATHLONCOACH